Analyse af interview med M

Analyse af interview med beboer på et social-psykiatrisk bosted, M

Hvem er M?

M er en kvinde på 40 år, som bor på et social-psykiatrisk bosted, hvilket hun har gjort siden 2013. Hun har diagnosen Bordeline, som blev diagnosticeret i 2012. M mener dog selv, at der er mulighed for at hun altid har haft denne diagnose. Samtidig har M også diagnosen diabetes mellitus type 2, og har haft den siden februar i år. M’s diagnoser er derfor forholdsvis nye, og derfor er netop hendes behandling også meget interessant, i forhold til om der er sket ændringer siden D(andet interview) fik de første behandlinger for hendes diagnoser.

Interviewet:

Interviewet foregik på Hjørring Hospital, da M var indlagt på grund af hendes nyrer. Under interviewet holdte vi os meget til spørgsmålene, og fik de svar som vi behøvede. Nogle af M’s svar lagde dog op til flere spørgsmål som vi fik stillet, men indenfor interviewets rammer. Der var god stemning under interviewet, og der var god øjenkontakt.

Analysedel:

M fortæller at hun får Metformin (tabeletter) for hendes type 2 diabetes, og at hun går til fodterapeut, øjenlæge og hver tredje måned går hos en sygeplejerske.

Interviewer 1:

”Men, hvordan føler du den vejledning du har fået med det, den var? Var det okay eller var det sådan lidt overfladisk? Eller?”

Beboer M:

”Nej den er nok mere overfladisk, for jeg tror det er sådan en generel en. Nu får du det her sæt her, og så skal du måle dit blodsukker og… altså… Alvoren deri, altså. Den har jeg ikke rigtig, den tror jeg mange ikke tager, sådan før det er for sent. Så der kunne jeg godt tænke mig at der var sådan lidt mere intenst kursus eller sådan et eller andet i at hvordan man skal pleje det der sukkersyge, og hvor alvorligt det egentlig er.”

M giver altså udtryk for at vejledningen efter diagnosticeringen virker meget overfladisk, og der mangler nyttig information om hvor alvorligt det egentligt er, og hvilke konsekvenser det kan have hvis ikke man tager det alvorligt. Her kan det virke til at sygeplejerskerne ’glemmer’ lidt at se det hele menneske, og patienterne kan derfor få den følelse, at de bare er det næste nummer i rækken. Sygeplejerskernes tilgang kan virker mere mekanisk end fænomenologisk i dette tilfælde, hvor vi kunne ønske at sygeplejersken både vægter de instrumentelle handlinger OG en dialog men patienten, i stedet for at det kun er de instrumentelle handlinger der vægtes. Ydermere fortæller M at det kunne være en ide med noget mere support og støtte når man får diagnosticeret diabetes, da det er en hel livsstilsændring man skal lave, og fortsætter med at sige, at sådan en er svær at lave alene.

M har selv lidt forslag til hvad hun godt kunne tænke sig man blev tilbudt når man får diagnosen diabetes mellitus. M giver blandt andet eksempler på kampanger, for at gøre hele Danmarks befolkning mere opmærksom på hvad det egentlig handler om, når man har diabetes, og hvad der fysiologisk sker i kroppen. Samtidig ville M gerne at man bliver tilbudt et intenst kursus, hvor man lærer lidt om hvad der fysiologisk sker i kroppen, hvilke senkomplikationer man kan få, og hvor alvorlige de kan være.

Vi har i samme sammenhæng spurgt indtil om M føler at det bosted hun bor på, har det rette viden og kompetence i forhold til hendes diabetes.

Beboer M:

”Diabetesen den tager de ikke så alvorligt.”

Interviewer 1:

”Nej?”

Beboer M:

”Det gør de godt nok ikke, det synes jeg ikke altså. Der synes jeg et eller andet sted at når de har… jeg ved at vi er, der er to derude der har diabetes. Der skal ikke laves mad med fløde i. Der er over.. ens for alle altså. Der bliver kun lavet én gang, altså. Der bliver ikke lavet sær, så det er fed mad vi får. Det er…altså jo du kan godt spise sundt, så skal du kun have salat, man gider bare ikke spise salat hver dag, og leve af det morgen og aften. Vel? Altså. Der er ikke et eller andet alternativ, fedtfattigt alternativ.”

Vi kunne derfor også ønske at der kunne være et mere tværfagligt samarbejde, som gjorde at når en patient der er knyttet til et bosted får konstateret diabetes, ville bostedet også blive inddraget. Som M siger, så er det svært at lave en livstilsændring, især når man bor på et bosted hvor der bliver lavet mad til beboerne. Et tværfagligt samarbejde ville i dette tilfælde kunne gøre, at bosted eventuelt blev underrettet om hvilke forholdsregler der bør blive taget når man har beboere med diabetes. M giver nemlig i samme sammenhæng udtryk for at der ikke er noget tværfagligt samarbejde mellem hendes praktiserende læge, bosted, psykiater og diabetes ambulatorie overhovedet.  M synes et tværfagligt samarbejde kunne være en god ide, da det ville resulterer i, at alle stederne er inde i hendes situation, ligegyldigt hvad det drejer sig om.

Beboer M

”Det synes jeg kunne være smart fordi så hvis jeg ringer ned til, nu har jeg --- til sygeplejerske for eksempel, og ringer til hende og siger ”prøv at hør her, jeg har det sådan og sådan” så ved hun helt præcist hvad der foregår ude i Brønderslev, eller hvad der foregår på bostedet, og så ville hun bedre kunne følge hvad det er jeg snakker om. Så det synes jeg jo ville være fint, men jeg tror bare at… det har de ikke ressourcer til eller og tid til altså. Og det synes jeg måske nogle gange at det er ærgerligt fordi… de forstår ikke altid hvad det er der foregår. Så det synes jeg er træls, at man skal bruge så lang tid på at forklare Brønderslev det, og nede på lægehuset det, og bostedet det. Og så til sidst, så kan man godt give op, så bare, jamen det er os lige meget. Altså. Jeg finder en løsning selv, og det… ja, nogle gange er det ikke en god løsning jeg vælger så…”

Her ses netop en af de grunde til at det kunne være en god ide med et tværprofessionelt samarbejde. Som M giver udtryk for, så er det ikke altid at de forskellige afdelinger osv. ved hvad der foregår med hensyn til andre diagnoser, og derfor kan det virke uoverskueligt at skulle forklare sig med det samme problem flere gange. Det kan lede til som M siger, at så giver man op, og det er lige meget. Vi kunne ønske at patienter som M ikke behøver bruge lang tid på at forklare sig til de forskellige steder, og samtidig ville det også være optimalt at alle stederne er sat ind i hvad der foregår.

Beboer M

”Jamen de siger, at der er ikke så meget at gøre andet end at komme på medicin. Øøh. Nu har vi en psykiater ude ved os som hedder --- og han siger at, det kan man ikke medicinér. Altså. Det tror jeg bare ikke på, at der ikke er noget der kan hjælpe, altså. Øhm, jeg har spurgt om jeg kan få noget andet medicin, og han siger nej, fordi det kan man ikke. Altså, det skal man lære at leve med. Øhh. Det er jeg godt klar over man skal, men altså. Der må være sådan at man kan få lidt hjælp til det ene eller det andet, altså. Jeg har os spurgt om man kan gå til psykolog eller, det siger han at det hjælper heller ikke.  Det er ligesom. Men jeg ved ikke om det kun er ham, det er jo den eneste psykiater… øøh… vi har ude på bostedet for eksempel.”

Altså er der en psykiater knyttet til bostedet, som står for kontakten til M. M giver udtryk for at her føler hun at der er en manglende behandling, og at hun ikke er blevet tilbudt nogle former for behandlingsmuligheder, udover medicin, og at hun skal lære at leve med denne personlighedsforstyrrelse. Vi har efter undersøgelser fundet ud af at der findes behandlingsmuligheder som hedder DAT og MBT (se indslag om behandlingsmuligheder i andre kommuner), hvor DAT ikke er en mulighed i Brønderslev eller Hjørring blandt andet, og hvor MBT kun tilbydes til patienter som skønnes at have brug for et længerevarende psykoterapeutisk forløb. Vi kunne have et ønske om at patienter som M kunne blive tilbudt enten DAT eller MBT, da det måske kunne gøre en forskel i hendes hverdag. Dette kunne være et forslag til ændringer i, hvordan behandlingen foregår i region Vendsyssel. M virker selv interesseret i at prøve noget andet, og giver ikke udtryk for at det behøver være medicinsk.

Sidste proces..

Vi er nu nået til fase 4 i innovationsslangen - konceptudvikling og design - altså vores konklusion og en opsummering.
Vi er ved at rette bloggen til og finpudse de sidste detaljer. Vi når ikke til fase 5, prototyping og test, da vi ikke kan udvikle et konkret produkt og afprøve det i praksis. Vi kan kun komme med nogle løsningsforslag og vil gennem bloggen formidle til interesserede afdelinger/borgere/fagpersoner.


Når vi har skrevet konklusionen og rettet til, er vi klar til at afslutte og aflevere bloggen.
I morgen, onsdag, skal vi til møde med Anne Marie omkring eksamen og torsdag skal vi aflevere bloggen kl. 9.00.

Kalender uge 40

Empowerment

Empowerment handler om at støtte patienten til at kunne handle selv. Evnen til at få kontrol over og tage ansvaret for sit eget liv og sin situation. Er styrken til at varetage sit eget liv. Empowerment skal udvikle patientens viden, færdigheder, holdninger og den selvindsigt som er nødvendig for at patienten selv tager ansvaret for at gennemføre forandringer.

Begrebet tager udgangspunkt i patienternes ressourcer frem for deres problemer. Empowerment er at opnå kontrol over eget liv.

Empowerment i sygepleje handler om at støtte patienten til at blive selvhjulpet. Sygeplejersken skal have viden til at formidle, kommunikation og engagement - at opbygge tillid. Sygeplejersken skal have et patientcentreret perspektiv – respekt.

Patienten skal selv være deltager i beslutningsprocesser om egen situation. Det er nødvendigt at tillægge den enkelte patients egne oplevelser af helbredsproblemer en særlig betydning. Borgerne skal selv bestemme.

Statistik over borderline

Vi har søgt på diverse hjemmesider og i bøger efter statistiker over, hvor mange personer der har borderline/personlighedsforstyrrelse. Desværre har vi ikke kunne finde frem til præcise tal, som viser hvor mange mænd, kvinder samt alder på personer med borderline.
Vi har været inde på "Danmarks Statistik (www.dst.dk )" for at søge, da de har mange statistiker og grafer indenfor forskellige emner. Desværre fandt vi ikke noget, og derfor ringede vi til dem for at høre, om vi havde set forkert. Rigtigt nok havde de ingen statistiker over personer med personlighedsforstyrrelser, men jeg kunne prøve at henvende til "Statens serum institut - www.ssi.dk ". På SSI bliver der søgt nøje efter statistiker, men desværre lykkedes os det heller ikke at finde noget her. Vi ringer ind til SSI for at høre, om de kan hjælpe os med at finde nogen. Desværre har de ingen tal på det, men hvis vi har den store interesse for det, så kunne vi betale dem for, at de kunne lave nogle undersøgelser og data omkring det.

På psykiatrifondens hjemmeside har vi fundet frem til, at internationale undersøgelser viser, at ca. 4 - 5 personer ud af 100 har en personlighedsforstyrrelse. Desværre har de ikke kilder på, hvor de har det fra, og derfor kan vi ikke bruge dem som kilde, da det kan være, at det er noget, de har fundet et andet sted fra, som heller ikke har en kilde på dette.

Desværre har vi ikke fundet ud af, hvor mange personer der egentligt har borderline.

Analyse af interview med diabetesygeplejerske

Analyse af interview med diabetessygeplejerske fra Aalborg

Vi har været ude at interviewe en diabetessygeplejerske i Aalborg. Formålet med at interviewe en diabetessygeplejerske er, at vi vil høre, hvad hun mener er en god vejledning til diabetespatienter, hvilke behandlingsmuligheder der er til disse patienter, samt hvordan hun oplever forløbet med patienterne.  

”Det vi gør, det er, at vi tilbyder, at de kan blive indlagt når som helst, de har brug for det, og det glæder også, hvis det ''bare'' er deres spiseforstyrrelse der gør, at de har brug for at være indlagt nogle dage.”

De tilbyder, at hvis patienterne/borgerne får det dårligt enten med dem selv, eller hvis de ikke helt har styr på sin sygdom, så kan de altid blive indlagt. Der vil altid være plads til dem på sygehuset, og det vil få dem til at føle, at der er professionelle folk til at rumme dem, når de ikke selv kan rumme sin sygdom. Sygehuset vil hellere end gerne bruge ressourcer på, at borgerne bliver indlagt i et par døgn, hvor de bliver passet og plejet, og sygeplejersken kan hjælp dem til at beskytte sig selv, end at de  kommer så langt ud, at de bliver akut indlagt, så de bliver nødt til at være indlagt i flere uger.
I den periode, de er indlagt, skal sygeplejersken være deres hjælpende hånd – hjælpe med at gøre de ting, som patienten ikke selv kan overskue.

”Vi har simpelthen lavet en aftale med sengeafdelingen om, at når de kommer, så plejer og passer vi dem, som om de var vores søskende eller vores børn, eller hvad alder vi nu har, fordi det er det de har brug for. De har brug for opmærksomhed og noget omsorg, når de er der. Og så prøver vi så længe det er rimeligt, at kører på deres præmisser og sige hvad kan jeg gør for dig, så du får det bedre lige nu.”

Når de kommer ind på sygehuset, har de brug for omsorg. Sygeplejersken involverer sig i patientens situation, for at han/hun kan handle for patients bedste. Sygeplejersken tager udgangspunkt i, hvor patienten befinder sig i sit liv lige nu og her. De tager sig tid til at få skabt en relation til patienten, så patienten føler, at han bliver set og hørt. Når patienten og sygeplejersken har fået opbygget et tillidsbånd, fortæller patienten ofte om sin fortid – hvad de har med i sin bagage, samt hvad de tænker om sin fremtid (temporalitet). Patientens temporalitet er vigtig for sygeplejersken, da sygeplejersken da kan få indblik og sammenhæng i patientens liv, og dermed kan hun give den bedste behandling for den enkelte patient.

”Så det der med at snakke med dem om, at nu skal du passe på dit og dat – glem det. Det gør det sådan set kun værre. Vi skal ikke vælge, hvor fokusset skal være, det skal de.”

I samtalen med en patient er det vigtig at se på det hele menneske, hvor man har en fænomenologisk tilgang. Derudover skal vi altid tænke på ”empowerment” – som omhandler, at vi skal gøre patienten til en vidende person, så patienten i eget hjem kan bruge sin viden om, hvordan han tackler sin sygdom. Vi skal medinddrage patienten, hvilket vil sige, at patienten bestemmer, hvor fokusset skal ligge, hvilket er nødvendigt for, at han selv kan tage ansvaret for at gennemføre forandringer. Sygeplejersken skal derfor ikke fortælle, hvad der er bedst for ham, men han skal derimod ”klædes på”/have nogle redskaber og viden til/for at kunne gennemføre nødvendige forandringer.
Hvis sygeplejersken fortæller, at han skal gøre både dit og dat, uden patientens medinddragelse, vil patienten oftest modstride sygeplejerskens råd, da patienten ikke selv har haft indflydelse på, hvad der skal ske i forandringen.

I samtalen danner sygeplejersken en gensidighedsrelation til patienten, da sygplejersken forventer, at han kan og vil bruge sin viden til at tage magten over sit eget liv, samtidig med at patienten forventer, at sygeplejersken har en korrekt viden inden for området. Det er derfor vigtigt, at patienten og sygeplejersken har en relation til hinanden, så sygeplejersken kan få patienten til at opnå de bedste resultater og yde egenomsorg.

Kommunikation og dramaturgi

I arbejdet med mennesker er kommunikationen et yderst vigtigt redskab. Vi kommunikerer altid, når vi er blandt andre mennesker – verbalt og nonverbalt. Man kan ikke ikke-kommunikere, selv når vi ikke ønsker at kommunikere, udsender vi signaler om dette ved eksempelvis vores kropssprog (30). Dette er vigtigt at være opmærksom på som fagperson, der arbejder med mennesker.

For at kunne mestre god kommunikation er det også vigtigt at vide noget om, hvordan mennesket optræder i forskellige forums. Dette har Erving Goffmann bland andre beskrevet i hans teori om Dramaturgi. Dramaturgien er et redskab til at forstå, hvordan mennesker agerer og hvorfor. Goffmann beskriver, hvordan vi agerer i hverdagen afhængigt af hvilke scener vi står på. Han beskriver dette ved hjælp af 6 dramaturgiske elementer :

1         Optrædener/forestillinger

2         Hold

3         Regioner/områder

4         Selvmodsigende roller

5         Kommunikation udenfor rollen

6         Indtryksstyring

1) Optræden eller forestilling er den aktivitet et menneske har foran et publikum i en given periode. Et eksempel på en forestilling kan være den undervisning, som en lærer formidler til sit publikum – eleverne i en undervisningstime. Her spiller læreren en rolle under denne optræden, denne rolle er anderledes for den rolle hun har hjemme ved familien, i supermarkedet eller i andre ”forestillinger”.

2) Hold er en samling mennesker, som samarbejder om en forestilling.

3) Regioner eller områder inddeler Goffmann i to – scenen/facadeområdet og bagscenen, hvor scenen er det område, hvor forestillingen finder sted, og der er et publikum. Bagscenen er her, hvor vi er skjult for publikum og derfor kan lade maskerne falde.

4) Selvmodsigende roller dækker over den situation, hvor man på en gang er publikum og med på bagscenen. Det kan være roller som angiveren, agenten, stikkeren eller mellemmanden.

5) Kommunikation udenfor rollen  kan eksempelvis være en person i rollen som sygeplejerske, som uden situationsfornemmelse fortæller upassende anekdoter om sit privatliv.

6) Indtryksstyring er den måde, hvorpå de optrædende kontrollerer de udtryk, der udsendes, for at undgå forestillingssammenbrud.

Herudover kan følgende 5 hovedantagelser (taget direkte fra (31)) give mening til dramaturgien:

-          Mening: Mennesket er et væsen, der stræber efter mening, og dramaturgien tilfører mening.

-          Selv: Mennesket består af forskellige selv’er, som præsenteres gennem sociale handlinger.

-          Samhandling: Den dramaturgiske selvpræsentation foregår i den menneskelige samhandling.

-          Identitet: Ens dramaturgiske præsentation spejler ens identitet, som man ønsker den opfattet af andre mennesker.

-          Motivation: Den dramaturgiske selvpræsentation motiveres ved, at man ønsker at præsentere et bestemt og indøvet udtryk for ens selv over for andre.

(31)

Altså skal vi have for øje, hvilken scene vores patient/borger/beboer befinder sig på i mødet med dem, for at kunne forstå deres handlinger. Vi skal kunne se hvilken rolle de har i forestillingen, og samtidig være bekendt med vores egen rolle.

Stigmatisering

Stigmatisering

Baggrund og betydning:

Stigma betyder ’mærke’ eller ’brændemærke’. Begrebet stammer oprindeligt fra den bibelske fortælling om Jesus’ korsfæstelse, og om de sår som han blev påført på hænder og fødder. Senere blev begrebet også benyttet om de brændemærker som for eksempel romerske slaver blev tildelt som straf hvis de flygtede. Deraf betegner stigma et synligt og påført tegn på en degraderet status. Stigmabegrebet kom mere frem omkring 1960, hvor Erving Goffman skrev en bog om det. Goffman definerer stigma som ”en egenskab, der er dybt miskrediterende”.

Goffman har indført tre forskellige former for stigma:

1 kropslige vederstyggeligheder – for eksempel kropslige misdannelser som er synlige

2 karaktermæssige fejl – for eksempel mangel på opdragelse, dårlig moral eller provokerende adfærd

3 tribale eller slægtbetingede stigma – for eksempel race, religion eller nationalitet

Ifølge Goffman er de normale, personer som ikke er bærer af et stigma.

(29)

Stigma i sundhedsvæsnet

Man forbinder almindeligvis ikke stigmatisering og sundhedsvæsenet, derimod har en række danske og internationale undersøgelser vist at nogle patienter oplever at de bliver stigmatiseret af sundhedspersonalet.  Flere undersøgelser har vist at, for eksempel gode råd til overvægtige patienter om at tabe sig eller det lægefaglige problem af vægten, ofte opfattes af patienten som patroniserende og stigmatiserende af deres vægt og person. Et resultat af dette har været at patienter ikke har oplevet den tilstrækkelige støtte de har haft brug for, og derfor har haft svært ved at håndtere en reducering af vægten.

Når man ser på den stigmatisering der er forbundet med ’karaktermæssige fejl’, er der også lavet nogle kvantitative undersøgelser blandt sundhedsprofessionelle som arbejder med psykisk syge, som også viser stigmatiserende tendenser. Mange af de ’karaktermæssige fejl’ der har været knyttet til psykisk syge patienter er ’tossede’, ’farlige’, ’uforudsigelige’ osv. Her ses det altså at der er visse fordomme, stereotyper og andet, som er udbredt blandt de faggrupper som skal tage sig af disse patienter.

Under den sidste form for stigma som Goffman snakker om, viser undersøgelser at blandt andet lesbiske kvinder har fælt sig dårligt behandlet af sundhedsprofessionelle på grund af deres seksualitet, og at de ikke altid følte sig trygge ved deres læger og sygeplejersker.

De forskellige studier viser at der er en del stigmatisering blandt sundhedsprofessionelle. Der er både tale om et primært stigma, som opleves og bæres af den stigmatiserede selv, og et primært stigma, som opleves og bæres af de pårørende til den stigmatiserede. Den primære oplevelse af stigmatisering beskrives ofte som skam, selvforagt, mindreværd, depression, ensomhed osv. Derfor har de sundhedsprofessionelles væremåde en stor betydning for hvordan patienter oplever indlæggelse. Ved blandt andet psykisk syge som i forvejen kan have et forvrænget syn på sig selv, vil stigmatisering kun være med til at forværre situationen.  Studier viser også at nogle patienter vælger at holde sygdommen for dem selv, og ikke inddrage andre i det, fordi de er bange for stigmatisering og social eksklusion. Stigmatisering har derfor både psykiske konsekvenser og en række sociale konsekvenser og sundhedsmæssige bieffekter for den enkelte. (28, p. 213-214, 220-222, 225-226)

Statistik over diabetes

Vi har ledt efter statistikker over, hvor mange personer der har diabetes, borderline og spiseforstyrrelser – både alle diagnoser tilsammen og hver for sig. Desværre har vi ikke kunne finde statistikker over, hvor mange personer der har borderline eller en spiseforstyrrelse.

På Statens serum insituts hjemmeside fandt vi en tabel over, hvor mange personer der har en form for diabetes (diabetes 1 eller 2). Den er fordelt på år, køn og alder – og det er folk, der er registreret i Det Nationale Diabetesregister og bosat i Danmark. Den nedstående tabel er den nyeste, de har, og den går fra 1996 til og med 2012. Selvom vi ikke har de helt nye tal op til 2014, kan vi stadig få et indtryk af, hvor mange der har diabetes i dag, samt hvordan udviklingen har taget form i løbet af de sidste par år.

I 1996 var der i alt 113.598 personer med diabetes, der er registreret.

I 2012 var der 320.545 personer med diabetes, der er registreret.

Fra 1996 til 2012 er der sket over en fordobling af antal personer med diabetes – faktisk tæt på tredobling på blot 16 år. (26)

Det er værd at bide mærke i, at denne tabel viser antallet af personer med diabetes, som er registreret i Det Nationale Diabetesregister. Desværre er der rigtig mange personer, som går rundt med en diabetes uden, at de ved det, og de er dermed ikke regnet med i denne tabel. Det vil altså sige, at tallene ved ”personer i alt” i realiteten er højere. Den Internationale Diabetesorganisation estimerer, at 200.000 personer endnu ikke ved, at de har en type 2 – diabetes. (25)

Tabel: Statens serum institut (26)

Dags dato

Vi har i dag haft kommunikationsøvelse med Annemarie, da det er grundlaget for at kunne gå til eksamen...Vi har skrevet noget teori til bloggen og er så småt begyndt på fase 3 i innovationsslangen - analysedelen. Derudover er det Milles fødselsdag i dag :D og hun har haft kage med til os.

Kalender uge 39

Lidelsesteori

I mødet med en patient overvejer vi, at han/hun er midt i en krise og er udsat for lidelse.
Katie Eriksson beskriver en teori baseret på 3 former for lidelse. Livslidelse, eksempelvis sorg efter skilsmisse, sygdomslidelse, hvordan en sygdom påvirker psykisk og fysisk og til sidst plejelidelse, som kan være ”omsorgsvigt” fra enten plejepersonale der ikke udøver en passende pleje eller forældre, der udøver omsorgsvigt eller vold mod deres barn.

Ofte er mange patienter ramt på alle de 3 aspekter i denne opstilling. Man kan være hårdt belastet med en sygdomslidelse i form af fx. diabetes, men denne lidelse man er i, kan samtidig også være en livslidelse, fordi det påvirker livet og kan evt. føre til familiekriser eller skilsmisse. Plejelidelsen kan ske i form af uhensigtsmæssig pleje fra personalet, som måske ikke møder patienten, som denne ønsker, at blive mødt og der kan derfor ikke skabes en optimal relation mellem plejepersonale og patienten. 
Patienten, der udtrykker lidelse, skal derfor mødes med empati og medfølelse for sin situation; ”jeg ser dig i din lidelse”, og vi kan prøve at koble adfærdsmønstre og tanker på hendes lidelse, ved at fortælle hvad vi observerer og samstemme med patienten om hvilke tanker hun/han har omkring det. (23, p. 157-174, 181-183)

(24)

Behandling af Borderline i forskellige kommuner

Forskellige behandlingsmuligheder af borderline i forskellige kommuner

Regionspsykiatrien i Silkeborg

Psykiatrisk center i Gentofte

Psykiatrisk center København

Svendborg

Vejle

Haderslev

Disse steder er der mulighed for en behandlingsform kaldet DAT (Dialetisk adfærdsterapi). Det er en behandlingsform, som går ud på at lære færdigheder som borderline patienter ikke har i forvejen. Her lære man at se nuanceret på timgene. Behandlingen består af fire grundelementer.

1. Færdighedstræning – den foregår i en gruppe med andre borderline patienter. Her er der forskellige terapeuter, og der bliver undervist i forskellige færdigheder. Færdighederne er delt op i fire grupper: opmærksomhedstræning, relations-færdigheder, følelsesregulering og hold-ud-færdigheder.
2. Individuel terapeut – her har man en individuel terapeut som man ses med én gang om ugen. Her bliver der snakket om problemstillinger som man har brug for hjælp til.
3. Telefonkontakt – man har 24 timers telefonkontakt med den individuelle terapeut. Kontakten kan bruges til to ting: hvis man føler at relationen til sin terapeut er i fare, og hvis man har brug for hjælp til en færdighed i en given situation.
4. Terapeuter som arbejder i team

DAT har fire faser:

1.    Sikring og stabilitet
2.    At undgå terapiforstyrrende adfærd
3.    Forbedre ens, kraftigt livsforringende, adfærd (f.eks. OCD, misbrug, spiseforstyrrelser osv.)
4.     Lære færdigheder

DAT er en behandlingsform som er brugt i USA og Sverige i flere år, men er ret ny i Danmark. Ophavsmanden er Marsha M. Linehan, som er professor i psykologi i USA. Dette er en behandlingsform som hun har udviklet, og den retter sig til patienter af borderline typen (20)

En behandlingsform kaldet MBT (kursus I mentaliseringsbaseret gruppeterapi)

Det er en behandlingsform til borderline patienter, hvilken er mentaliseringsbaseret terapi. Her lærer patienten at forstå sine egne tanker og følelsers funktioner og baggrund. Mentalisering er det at have evnen til at kunne fortolke egne handlinger som meningsfulde.

Det er langt mere udbredt end DAT, og foregår derfor i flere kommuner i landet, inklusiv Brønderslev. Det er dog kun et specialtilbud til patienter der skønnes at have brug for et længerevarende psykoterapeutisk forløb (21)

Denne behandlingsform er udviklet af professor Peter Fonagy og psykiater Anthony Bateman. Den er oprindelig skabt til borderline patienter, men man er ny også begyndt at benytte den til andre psykiatriske problemstillinger så som spiseforstyrrelser, depression, misbrug og andet.

Det er en dynamisk form for psykoterapi, hvilken er procesorienteret. Samtidig er det en form for en mikroanalyse af relationer, som fokuserer på at etablere og forbedre samspillet i disse relationer. Det handler om at forstå at der bag udsagn og handlinger altid ligger motiver, hensigter, ønsker og følelser. Det handler også om at forstå at sindet ikke er gennemsigtigt, og at vi ikke ved hvad hinanden tænker, føler eller ønsker, uden at vi kommunikerer sammen. Det foregår både implicit og eksplicit (22)

Behandlingsmuligheder for diabetes i andre kommuner

Vi har fundet ud af, at der i Gentofte er noget, der hedder Steno diabetes center. Her tilbyder de forskellige behandlinger til mennesker med diabetes 1 og 2.

Hvis man har en ny opdaget type 1 diabetes, vil man indgå i et tværfagligt patientuddannelsesforløb med en læge, diabetessygeplejerske og en klinisk diætist. Uddannelsesforløbet bliver tilrettelagt i samarbejde med den patient, som har en ny opdaget diabetes. Det vil sige, at emnerne i undervisningen kommer i en rækkefølge, så det passer patientens behov. Efter uddannelsesforløbet vil man blive tilknyttet diabetesambulatoriet, hvor der bliver tilbudt 4 gange årlige besøg hos en læge. Man bliver derudover tilknyttet et diabetesteam med faste behandlere, som man altid kan besøge, hvis man har brug for det.

Hvis man har problemer med fødder og/eller øjne, kan man blive henvist til deres specialteams, som har speciale inde for det behov, man har. (17)

Hvis man har en ny opdaget type 2 diabetes kan man blive henvist til Stenos klinik, hvor man får et forløbsprogram, som indeholder 6 besøg. Under disse besøg vil man blive screenet for sendiabetes komplikationer, få en optimering af sin behandlingen samt individuelle - og gruppeundervisning, hvor der kan blive udvekslet erfaringer omkring sin diabetes.
Man kan også blive henvist til diabetesambulatoriet, hvor man får tilbudt 4 lægebesøg om året. Man bliver tilknyttet et diabetesteam med faste behandlere, som man altid kan komme til, hvis man har behov for det. Derudover får man tilbudt vejledning hos en klinisk diætist. (17)

Vi fik kontakt til en diabetes sygeplejerske i Frederikshavn kommune. Derved finder vi ud af, at de patienter, de får ind med diabetes med enten en spiseforstyrrelse eller en psykiske lidelse, bliver sendt direkte til Aalborg diabetesambulatoriet, da de har et godt samarbejde med psykiatrisk afdeling. De har en formaliseret samarbejde med psykiateren.
Frederikshavn kommune har derved ikke nogle behandlingsmuligheder for borger med diabetes, borderline og spiseforstyrrelser. 
I Hjørring kommune er diabetesambulatoriet blevet flyttet til Frederikshavn sygehus, hvor diabetespatienterne jævnligt møder op til samtale med en diabetessygeplejerske eller læge på diabetesambulatoriet.


I Aalborg kommune har de et diabetesambulatorium, hvortil der er tilknyttet diabetessygeplejersker og læger. Diabetessygeplejerskerne har ikke en fast kalender, som er booket op møder/vejledning med diabetespatienterne. De har åben telefon, så diabetespatienterne altid kan ringe til sygeplejerskerne, hvis de har behov for at snakke eller at møde op for at få en snak ansigt til ansigt. 

I Aalborg har de en læge, som har specialiseret sig i patienter med diabetes samt spiseforstyrrelser, som samtidig har et godt samarbejde med psykiatrien i Aalborg. De holder jævnligt nogle møder, hvor de snakker om, hvad de kan tilbyde patienterne, samt hvordan det tværprofesionelle samarbejde kan fungere og optimeres.

Derudover har de diabetesambulatoriet en aftale med sengeafdelingen om, at hvis der kommer en patient ind med mistanke om syreforgiftning, skal de indlægges med det samme på sengeafsnittet og behandles. Heroppe kommer de i trygge hænder hos plejepersonale, som de kender. - De skal derfor ikke vej forbi modtagelsen først, da chancen for syreforgiftning er endnu større, eftersom de har ligget et stykke tid og ventet i modtagelsen.

Diabetesambulatoriet har også et godt samarbejde med psykiatrien. Ind i mellem ringer psykiatrien til diabetesambulatoriet for at høre, om sygeplejersken har lyst til at læse en journal vedrørende en patient med diabetes. Herefter kan sygeplejersken give råd om, hvordan de skal tage sig af patienten, og hvordan de skal reagere på nogle forskellige symptomer.

Omsorgsteori og oplevelse af sammenhæng

Benner og Wrubels omsorgsteori

Deres fokus omkring sygeplejeteorier er deres tilgang til sygeplejen. En fænomenologisk tilgang til patienten og sygeplejen som helhed, hvor den mekanistiske tilgang kritiseres som en sygeplejefaglig tilgang udelukkende bestående af fakta, tal og resultater.

Det fænomenologisk synspunkt er at, meningen med sygdommen ses gennem det enkelte menneskes personlighed, det enkelte menneskes livshistorie og den kultrulle baggrund og den særlige situation mennesket er i. Omsorg udspringer ud fra at personer, oplevelser og ting betyder noget. I sygeplejen er omsorgen grundlæggende for sygeplejen. Det er nødvendigt, at sygeplejersken bekymre sig for patienterne og involverer sig i forhold til dem. Derved kan sygeplejersken være i stand til at forstå situationen og se, hvilke muligheder og ressourcer patient, pårørende og hun selv har i denne situation, mener Benner og Wrubel(18) Man skal se mennesket som et hel, hvor krop og sjæl ikke er adskilt. De indvirker på hinanden.

I fænomenologi er det forstået at krop og sjæl er forbundet. Hele vores opmærksomhed er rettet mod patienten med alle vores sanser. Sygeplejen tager udgangspunkt i den unikke individuelle patient → patienten ses som en helhed, patientens livshistorie. Patientens livsverden og lidelse sættes i fokus, med fokus på individuelle behov. Enhver patients livsverden er vidt forskellige → fortiden spiller ind her, den er afhængighed af hvordan man reagerer. Sygeplejersken vægter både på de instrumentelle handlinger og dialog med patienten.

I den mekanistiske tilgang ses krop og sjæl for adskilt. Sygeplejen udføres på baggrund ad generelle regler og principper. Der er fokus på sygdom, diagnose og sygdommens symptomer. Sygeplejersken er kun fokuseret på mål og resultater, sygeplejersken vægter de instrumentelle handlinger frem for at engagerer for patienten.

Benner og Wrubel omtaler teorier omkring stress og mestring. De definer stress som ” et resultat af personen/patientens vurdering af sin relation til en situation, når denne indebærer udfordring, tab, trussel eller skade og personens/patientens evne til at tilpasse sig den.”

Mestring kommer til udtryk ved, måden personen handler eller stiller op med den forstyrrelse, som indebærer tab, trussel. Mestring er at finde mening og sammenhæng igen.

Benner og Wrubel, som er fortaler af fænomenologi anser de temporalitet som en tid der forstås i fortid, nutid og fremtid. Vi er i tiden, og endda nutiden, påvirket af både fortiden, nutiden og tanker om fremtiden.

Ved en mekanistisk tilgang vil tid derimod opleves som en målbar klokketid, som regnes i sekunder, minutter og timer. Endvidere regnes tiden i resultater og i sidste ende regnes tid i penge.

Som sygeplejerske er det vigtig, at bidrage både med empowerment, compliance og mestring samt motivation hos patienten. Det har også en stor betydning, som sygeplejerske at være aktivt lyttende, empatisk og tage højde for den enkelte patients livsverden.(18)

Aaron Antonovsky

Begrebet om meningsfuldhed er en vigtigt komponent hos Aaron Antonovskys begreb om oplevelse af sammenhæng.(OAS) Dette begreb udgør Antonovskys svar på, hvorfor nogle mennesker overvinder modstand, kriser og voldsomme begivenheder uden at blive syge. Individers oplevelse af meningsfuldhed henviser til følelsen af, at livet er forståeligt rent følelsesmæssigt, at de problemer og krav, som tilværelsen fører med sig, er værd at investere energi og engagement i.

Følelsen af sammenhæng påvirker folks sundhedsadfærd og der igennem deres fysiske, psykisk helbredstilstand.

Det sunde menneske er karakteriseret ved en oplevelse af sammenhæng og at ens liv er præget af begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Begribelighed:

• stimuli fra indre og ydre miljø er strukturerede
• er kognitivt forståeligt, ordnede, sammenhængende og strukturerede

Håndterbarhed:

• tilstrækkelige ressourcer står til rådighed til at klare krav til stimuli

Meningsfuldhed:

• opnås når de områder i ens liv, der har stor betydning, når de giver mening i både kognitiv og følelsesmæssig forstand.

En stressfaktor kan defineres, som noget der bringer mindre orden. Der er tre typer af stressfaktorer, som er bestemmende for modstandsressourcer/modstandsunderskuddet:(19)

1. Den kroniske stressfaktor, er en livssituation, et vilkår eller et kendetegn der på afgørende vis udtrykker en persons liv.

2. Væsentlige livsbegivenheder eller alvorligt stressende livsbegivenheder. Konsekvenserne af disse er vigtigere end selve begivenheden.

3. Akutte daglige irritationsmomenter.

Tilværelsen stiller os overfor mange forskellige stressfaktorer. En person med stærk OAS vælger den mestringsstrategi, der ser ud til at være den mest velegnede i den givne situation!

Behandlingsmuligheder for spiseforstyrrelse i forskellige kommuner

Vejle kommune

Vejle amt besluttede i 2003, at oprette et speciel tema for spiseforstyrrelser, hvor alle henvisninger blev samlet et sted.

Anoreksi behandling i vejle kommune, omhandler råd om gode spisevaner, motionsvaner, og evt. drøftes diætplan og der aftaltes tæt kontakt med regelmæssig vægtkontrol. Hvis patienten har en vægt svarede til 20-25% under den forventet vægt, sker den samme behandling, som er beskrevet ovenfor, men derefter også blodprøver med måling af hæmoglobin, fasteblodsukker, leukocytter, throbocytter, kalium og natrium.

Bulimi behandling i vejle kommune følger de samme retningslinjer som anoreksi i følge af vægttab. Men ved behandling er der også ugentlig kontroltab med spiseimpuls med efterfølgende vægtreducerende handlinger. Der er råd om regelmæssig spisevaner, sund motion og evt. diætplaner. Der tages også blodprøver med måling af hæmoglobin, faste blodsukker, natrium, kalium og albumin. (13)

Aalborg kommune

Aalborg har et ambulatoriet for spiseforstyrrelser for både børn, unge og voksne.

I startet af forløbet, bliver der lavet en behandlingsplan, som består af samtale med gennemgang af sygehistorie og undersøgelse af kroppen → formålet med dette er at, vurdere, om der skal tilbydes et behandlingsforløb. Hvis der så bliver planlagt et behandlingsplan, vil det betyde regelmæssige samtaler, familie, individuelt eller i gruppe alt efter alder og behov. Der vil være undervisning om spiseforstyrrelse, kost og motion. En helbredsmæssig vurdering.

Ved det ambulatoriet går de meget efter at der er et godt samarbejde med patienten og hendes familie, da forældre vil være en stor del af behandling.

I denne behandlingsmulig, vil man blive henvist til en diætist, og hvis der er behov for fysioterapi. Behandlingstilbyderne er delt ind efter alder, hvilken form for spiseforstyrrelse, det drejer som og hvor meget hjælp den enkelte har behov for. (14)

København og Helsingør kommune

Begge kommuner har et center for spiseforstyrrelser, hvor de tilbyder terapeutisk hjælp til personer med spiseforstyrrelser, et sted hvor man kan være den man er, støtte og rådgivning til den pårørende familie og undervisning, foredrag, grupper og kurser.

Alt dette tilbyder de gennem råd og vejledning, individuel terapi, ernæringsterapi, familiesamtaler og tværfaglige behandlingsforløb(2 psykoterapeut, psykiater, psykolog, ernæringsterapeut)(15)

Opdatering

I går ringede vi til diabetessygeplejersken på Frederikshavns diabetesambulatorie for at få svar på nogle spørgsmål omkring behandlingsmuligheder i Hjørring - og Frederikshavn kommune.
Derudover ringede vi også til en psykiatrisk sygeplejeske i Frederikshavn, men hende kunne vi desværre ikke få fat på, og vi må derfor prøve igen på et senere tidspunkt.
Vi fik lavet vores film til kommunikationsøvelsen, som skal bruges til analyse sammen med Anne Marie onsdag d. 24/9.

I dag har vi transskriberet det sidste af interviewet med vores borger. Vi har undersøgt behandlingsmuligheder i andre kommuner for både diabetes, borderline og spiseforstyrrelser. Dette er lidt sværere at finde ud af, end vi troede, og derfor søger vi videre hjemme og har dette klar til i morgen.
Vi har sendt mails til to kvinder med diabetes nogle spørgsmål, som vi håber, de har lyst til at svare på, da det giver os et bredere billede inden for vores undersøgelse omkring diabetes. Derudover er der blevet sendt mail til en psykiatrisk sygeplejeske samt til en person fra psykiatrifonden. Vi venter stadig på svar fra disse personer.

I morgen skal vi have vejledning/kommunikationsøvelse med Anne Marie klokken 9.00.
I morgen regner vi med at gå videre i innovationsslangen, så vi kommer til analyse-delen.
Mille har fødselsdag i morgen, og hun bringer derfor en lækker kage med.

Analyse af D

Analyse af interview med borger i eget hjem, D.

Hvem er D?

D er en kvinde på 30år, der bor i eget hjem og får ugentligt besøg af hjemmesygeplejersken. Hun er diagnosticeret med colitis ulcerosa (kronisk tyktarmbetændelse), en personlighedsforstyrrelse af borderline-typen, diabetes mellitus type 1, dertil tilstødende senkomplikationer, samt spiseforstyrrelserne bulimi og anoreksi.
D har haft et meget turbulent sygdomsforløb. Hun fik som 10-11årig konstateret colitis ulcerosa og i den forbindelse skulle hun havde foretaget nogle ubehagelige undersøgelser, samt udrenses. Denne udrensning førte til, at D fik tanken, at den flade mave var godt og at hun ville være tynd og derfor udviklede hun anoreksi. I samme periode får D og hendes familie også beskeden, at hun har en diabetes, som hun nu skal i behandling for. Efter D gentagne gange har været indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg, har hun udviklet overspisningstrang, som senere førte til bulimi, som hun også er plaget af den dag i dag. D’s diabetes er ikke velreguleret og derfor har hun samtlige senkomplikationer vi kender til. 

Selve interviewet

I vores interview holdt vi os ikke 100% til spørgsmålene, for det blev os klart, at denne kvinde virkelig havde noget på hjertet og derfor blev det nærmest til en narrativ fortælling. Det accepterede vi selvfølgelig, både fordi det var et meget spændende møde og fordi det var yderst relevant for vores projekt.  

Analysedel

Ud fra vores problemstilling, vil vi se på hvad der er god vejledning for netop D, behandlingsmulighederne og behandlingstilbud der gives, samt hvad der skal forbedres på i mødet med en patient, der har både en somatisk og en psykisk sygdom. Derudover kobler vi noget teori på D’s udsagn.

”Og som 11årig er det jo deromkring, at man udvikler de der ting. Som 11 årig hvor der sidder en mandlig læge og en sygeplejerske der stopper alt muligt ned – der er det virkelig gået et eller andet galt i den personlige udvikling – noget har sagt klik oppe i hovedet på mig – så der giver det god mening for mig, at jeg har udviklet en personlighedsforstyrrelse, fordi der var så mange ting.”

Det hele startede med, at D fik udført nogle undersøgelser for at konstateret colitis ulcerosa, som hun opfattede som ubehagelige og mener selv, at det er grunden til hendes personlighedsforstyrrelse. Erik Eriksson, beskriver 8 faser i barndommen, som opsætter nogle modpoler ud for hver fase. Hvordan samfundet og vores omgangskreds så påvirker os, kan vi enten udvikle os i en positiv eller negativ retning. Denne udvikling vil påvirke de senere faser i livet. Eriksson mener, at barndommen er personlighedens fundament, og derfor kan man koble denne teori på D’s udsagn om udviklingen af sin personlighedsforstyrrelse af borderline-typen. D Siger i interviewet, at hun er kommet tidligt i puberteten og derfor vælger vi at gå ud fra, at D befinder sig omkring fase 5 under hendes første sygdomsforløb. Fase 5, som er den vigtigste fase, opstiller modpolerne identitet vs. identitetsforvirring og det er her man skal skabe en troskab til verden/samfundet/sine medmennesker. Vi antager, at D har fået en mistillid til verden og har fået en hård start på livet som ”voksen”, da hun beskriver undersøgelserne (colitis ulcerosa) som noget ubehageligt og som noget der påvirkede hende psykisk – altså hun har allerede der fået en form for identitetsforvirring, en personlighedsforstyrrelse. (27, p. 36-39)

I vejledningen af en person med både en psykisk og en somatisk sygdom, skal vi overveje hvilket fokus vi har. D gør det tydligt, at man ikke bare kan kigge på én af tingene uafhængigt af den anden. Vi har altså, at gøre med noget meget komplekst!

D prioriterer, at det har påvirket hendes familie, at hun har været så meget syg. Hendes forældre er blevet skilt, og hun mener, at årsagen er den stress familien har været i under sygdommens forskellige forløb. Hun ville gerne, at hendes familie var blevet tilbudt psykologhjælp eller en form for familieterapi. Der skulle have været en form for inddragelse og oplysning af familiens medlemmer omkring diabetes og dens påvirkninger sammen med D. 

”Mit tillidsbånd er lidt brudt til Hjørring, fordi de tænker i tal.”

D beskriver den vejledning, som hun har fået, mens hun har været tilknyttet til på diabetesambulatoriet Hjørring kommune, som utilfredsstillende for hendes behov. Hun har derudover et eksempel på en veninde som skulle mene det samme om vejledningen. De har følt, at der kun blev kigget på deres tal og har slet ikke overvejet, at der kan ligge noget psykisk bagved.
D nævner gentagne gange diabetesen som det, der er det største problem i hendes hverdag. Hun har dog svært ved at regulere den, fordi hun har en spiseforstyrrelse, samt går hendes borderline ind og gør det svært for hende at overskue og magte hendes diabetes.
Hun følte sig ikke mødt i den behandling hun fik i Hjørring, for der udøvede de mekanisk sygepleje. Der fokuserede de på tal og glemte at spørge ”hvordan kan det egentlig være, at dine tal ser ud som de gør?” Der var i Hjørring ikke plads til at ringe uanmeldt, hvis D havde spørgsmål. Der var aftale tider og hun følte sig ikke velkommen og følte sig ikke set på som et helt menneske, med en sjæl det er kropsbunden.

”Jeg er så bare så dygtig selv til at komme derud hvor alle mulige andre ville ryge på intensiv eller på sygehuset. Men når jeg selv kommer derud tager jeg noget insulin og drikker lidt ekstra også går der et par timer så er mine tal perfekte igen.”

Det er altså vigtigt, at vi erkender at de her personer har så meget styr på deres egen sygdom, at de kan kontrollere den til punkt og prikke. Det er altså personen selv, der er eksperten i egen sygdom – man skal ikke være bedrevidende, bare fordi man har læst tykke bøger om sygdomslære og farmakologi, da det tit er personerne med sygdommen der ved bedre om egen krop og tilstand. Det ligger D også vægt på mange gange i interviewet og har altid villet styre sin sygdom selv, selvom det har været hende svært, fordi hun har modstridende diagnoser. Hvis patienten ringer ind og vil snakke, skal der snakkes om det, der går patienten på også selvom blodglukosen er høj –måske der er en årsag hertil!
Der skal ifølge D tilbydes psykologhjælp også selvom patienten modsætter sig og ikke kan se formålet er det vigtigt, at ”tage patienten i hånden” og hjælpe patienten med at se formålet med det – for det vil gavne i sidste ende.

Ydermere fremhæver D Aalborgs diabetes uge-kursus. Hun mener, at dette burde være obligatorisk for alle diabetespatienter og at det har været den bedste uge i hendes liv. På dette intensive kursus er man sammen med andre diabetikere, hvor lærer man om mad, blodglukoseniveauer, sendiabetiske komplikationer, man spiser sammen, måler blodglukosen sammen og meget, meget mere.

””Jeg brækker mig over det” – det gør jeg så bogstaveligt talt – jeg brækker mig over, at jeg ikke bare kan sige ”det gider jeg ikke – nu har jeg problemer”. Alle de der ting jeg finder mig i og tilpasser mig, det kommer ud ved at jeg kaster op.”

Den måde, D håndterer og mestrer sin stress på er ved selvskade. Det er hendes borderline, der styrer denne del af hendes sygdom. Hun har følt sig påvirket til at ”være den gode pige”, for det har hun altid været. Hun har ikke følt, at hun kunne stoppe op og sige, hvordan hun virkelig har haft det, så hun har bare bidt det i sig og har prøvet at ”fortælle om det” ved at få en spiseforstyrrelse. En sådan spiseforstyrrelse er samtidig en måde, hvorpå D kan kontrollere sig selv. Når hun har ”rod oppe i hovedet” og hendes tanker er forstyrrede pga. borderline, vil hun kunne få kontrol over sig selv, når hun kaster op – det ved hun hvad er. 

”De første gange jeg skulle præsentere mig sagde jeg ”Hej, jeg hedder D og jeg er diabetiker”, så sagde en til mig ”Ja og du er også smuk og dejlig og du er i gang med en uddannelse og en dejlig familie, så du behøver ikke præsentere dig sådan” – men det var en lettelse for mig, at sige det for at få mig selv til at acceptere den – det er mange stempler, at man skal gå med.”

Noget meget centralt i at være syg i dagens Danmark, er de stempler og de stigmatiseringer der sker. D føler trang til at fortælle, at hun er diabetiker, selvom hun egentlig skammer sig over og er svært belastet af sin sygdom. Sundhedspersonalet og samfundet kan nemt komme til at stemple og generalisere patienterne ud fra deres sygdomme.
Specielt personer med personlighedsforstyrrelser har svært ved at finde ud af, hvem de er. Når man er ung, samt i en identitetskrise, vil det være nemmere at identificere sig med sin sygdom og det at være syg, fordi det er noget der er konstateret - i stedet for at skulle tage stilling til ”hvem er jeg?”.

”Man bliver sat i bås og den bedste sygeplejerske var hende ude i Aalborg, der mødte mig hvor jeg er. Patienten bliver mere medarbejdsvillige så. Og borderline patienter kan godt dele sygeplejersker op i godt og ondt også tror jeg, at det er vigtigt og ligesom… møde personen så godt som man kan og ikke tale ned til dem – det er lige meget hvem det er! Borderline tager det meget til sig hvis man taler ned til dem. Så vær lyttende og støttende.”

D har et væld af forslag til en bedre vejledning, men hun opsummerer meget godt den fænomenologiske tankegang i alle sine udtalelser. Hun ligger vægt på, at man ser det enkelte menneske og tager udgangspunkt i den givne situation. Man skal arbejde på, at komme ind til historien bag ved symptomerne og tage sig tid til at få skabt en oprigtig relation.
Dét de her personer behøver er en støttende hånd, for tit magter de ikke selv at tage deres insulin eller måle et blodsukker for eksempel. D beskriver det meget godt: ”Det der med at måle et blodsukker… Jeg tror jeg bruger 7 kroners energi ud af 10 kroner på, at måle det.” - Det er så krævende energimæssigt, at de behøver støtte til at kunne overskue hverdagen eller støtte i beslutninger om at få psykologhjælp evt.

D mener, at der burde være en form for udslusningsfase for patienter der har været indlagt. Unge som gamle, psykisk syge som somatisk syge. Der er et problem med økonomien, mener hun. Der tages ikke nok hånd om dem, der er blevet udskrevet, for de vil komme hurtigt igen, hvis de ikke får støtte bagefter en indlæggelse, der fx har varet flere uger. Der skal altså tages stilling til ”hvordan klarer den her person, at komme hjem – er der overhovedet nogle til at hjælpe med at komme helt på benene igen – eller skal der iværksættes noget botilbud/hjemmesygeplejerske? ” På den måde vil man forebygge mange indlæggelser, hvis man ”følger patienterne helt hjem”.  Først nu hvor D er kommet til Aalborg, har hun følt den rette støtte og fået støtte i hverdagen i form af en hjemmesygeplejerske.
D synes, at de i Aalborg er gode til at fælles tværfagligt samarbejde. Hun føler ikke at der er en hierarkisk opdeling mellem lægen, sygeplejersken og det øvrige personale. Sygeplejersken har altid tid og kan altid træffes på telefon eller mail – og hvis der skal kontaktes en læge eller en afdeling for evt. aflastning, kan det altid lade sig gøre.

Det er i vejledningen samtidig vigtigt, at tage udgangspunkt i patientens temporalitet. Dét som personen har med i bagagen, deres nutid og hvad de tænker om fremtiden. D vil gerne mødes, hvor hun er i sit liv, med udgangspunkt i, at hun selv er herre over hvordan hun ønsker sin fremtid skal blive.
D siger fra start, at hun ønsker at blive medinddraget i beslutningerne for hendes sygdom, for ellers bliver hun mistroisk og vil på en måde hellere modsætte sig og gøre det modsatte af, hvad der er godt. Hun vil ”mødes på midten” og der skal laves aftaler sammen med personalet. Hun vil støttes i beslutningerne hun tager og blive empowered, samt tage medansvar.

”… sidst jeg skulle indlægges, måtte de faktisk med. De lavede et møde med min læge fra diabetes, min diabetessygeplejerske, en læge og en sygeplejerske fra psykiatrisk, hvor vi satte os allesammen og snakkede og min diabetessygeplejerske besøgte mig 1 gang i ugen, da jeg var indlagt på psykiatrisk. Der snakkede vi blodsukker, mad og diabetes. Hvor hele tiden den del var med i det også. Det var fantastisk.”

D synes ikke, at samarbejdet mellem psykisk og somatisk afdeling fungerer særlig godt. Hun har gentagne gange oplevet, at det sted hun er indlagt kun tænker på deres speciale. Altså hvis hun er på psykiatrisk får hun ikke den optimale behandling for hendes diabetes.
D mener derfor, at der burde være et kursus af en slags, der uddanner diabetessygeplejersker i psykisk sygdom og omvendt, hvor de psykiatriske sygeplejersker får et kursus i diabetes og dennes indvirkninger på humør, træthed – kroppen generelt. Der er ifølge D ikke nok fokus på samspillet mellem somatisk og psykisk sygdom.