onsdag den 10. september 2014

Diabetes Mellitus


Diabetes eller sukkersyge er en sygdomsbetegnelse som dækker over flere sygdomme med den fællesnævner, at blodglucosen (blodsukker) er forhøjet. Diabetes mellitus inddeles i type 1 og type 2.



Type 1 diabetes er en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet destruerer de insulinproducerende betaceller i de langerhanske celler, som er lokaliseret i pancreas (bugspytkirtlen), med stop af insulinudskillelsen som følge. Insulin er et hormon, som sørger for transporten af glucosen i blodet ind i cellerne. Mangel på insulin vil derfor bevirke, at blodglucosen stiger, da glucosen i blodet ikke kan transporteres ind i cellerne, hvilket ydermere bevirker, at cellerne, heriblandt de hormonproducerende celler, mangler glucose, og de hormonproducerende celler vil derfor begynde at udskille glukagon og kortisol, som vil få blodglucosen til at stige yderligere.

Type 2 diabetes er forårsaget af nedsat insulinfølsomhed kombineret med en lav produktion af insulin. Denne type diabetes blev før benævnt ”gammelmandssukkersyge”, da den oftest ses hos overvægtige personer med en usund livsstil, med usund kost og lavt fysisk aktivitetsniveau, over flere år.

Ved begge typer forekommer der sendiabetiske komplikationer, dette i sær hvis behandlingen ikke overholdes og blodglucosen holdes stabil uden for store udsving. Disse komplikationer påvirker blodkar, nerver, og bindevæv. Af sendiabetiske komplikationer kan nævnes arteriosklerose (åreforkalkning), som kan føre til trombedannelse, emboli og aneurismer (blodpropper og blødninger); nefropati, hvor kapillærerne (de små kar) i nyrerne ændres således, at proteiner vil kunne passere og blive udskilt med urinen, efterhånden som glomerulus (fint bundt af hårkar i nyrerne, hvor urinudskillelse foregår) bliver ødelagt, vil der ophobes affaldsstoffer i blodet; retinopati (åreforkalkninger i øjet, som medfører dårligere syn); neuropati (nerverne i arme og ben fungerer ikke som de skal, med følgende symptomer: føleforstyrrelser og med tiden også motorisk symptomer som muskelkraftsnedsættelse) ; diabetiske fodsår, som skyldes neuropati og arteriosklerose og medfører stor risiko for amputation grundet dårlig sårheling.
(3)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar