Analyse af interview med diabetesygeplejerske

Analyse af interview med diabetessygeplejerske fra Aalborg

Vi har været ude at interviewe en diabetessygeplejerske i Aalborg. Formålet med at interviewe en diabetessygeplejerske er, at vi vil høre, hvad hun mener er en god vejledning til diabetespatienter, hvilke behandlingsmuligheder der er til disse patienter, samt hvordan hun oplever forløbet med patienterne.  

”Det vi gør, det er, at vi tilbyder, at de kan blive indlagt når som helst, de har brug for det, og det glæder også, hvis det ''bare'' er deres spiseforstyrrelse der gør, at de har brug for at være indlagt nogle dage.”

De tilbyder, at hvis patienterne/borgerne får det dårligt enten med dem selv, eller hvis de ikke helt har styr på sin sygdom, så kan de altid blive indlagt. Der vil altid være plads til dem på sygehuset, og det vil få dem til at føle, at der er professionelle folk til at rumme dem, når de ikke selv kan rumme sin sygdom. Sygehuset vil hellere end gerne bruge ressourcer på, at borgerne bliver indlagt i et par døgn, hvor de bliver passet og plejet, og sygeplejersken kan hjælp dem til at beskytte sig selv, end at de  kommer så langt ud, at de bliver akut indlagt, så de bliver nødt til at være indlagt i flere uger.
I den periode, de er indlagt, skal sygeplejersken være deres hjælpende hånd – hjælpe med at gøre de ting, som patienten ikke selv kan overskue.

”Vi har simpelthen lavet en aftale med sengeafdelingen om, at når de kommer, så plejer og passer vi dem, som om de var vores søskende eller vores børn, eller hvad alder vi nu har, fordi det er det de har brug for. De har brug for opmærksomhed og noget omsorg, når de er der. Og så prøver vi så længe det er rimeligt, at kører på deres præmisser og sige hvad kan jeg gør for dig, så du får det bedre lige nu.”

Når de kommer ind på sygehuset, har de brug for omsorg. Sygeplejersken involverer sig i patientens situation, for at han/hun kan handle for patients bedste. Sygeplejersken tager udgangspunkt i, hvor patienten befinder sig i sit liv lige nu og her. De tager sig tid til at få skabt en relation til patienten, så patienten føler, at han bliver set og hørt. Når patienten og sygeplejersken har fået opbygget et tillidsbånd, fortæller patienten ofte om sin fortid – hvad de har med i sin bagage, samt hvad de tænker om sin fremtid (temporalitet). Patientens temporalitet er vigtig for sygeplejersken, da sygeplejersken da kan få indblik og sammenhæng i patientens liv, og dermed kan hun give den bedste behandling for den enkelte patient.

”Så det der med at snakke med dem om, at nu skal du passe på dit og dat – glem det. Det gør det sådan set kun værre. Vi skal ikke vælge, hvor fokusset skal være, det skal de.”

I samtalen med en patient er det vigtig at se på det hele menneske, hvor man har en fænomenologisk tilgang. Derudover skal vi altid tænke på ”empowerment” – som omhandler, at vi skal gøre patienten til en vidende person, så patienten i eget hjem kan bruge sin viden om, hvordan han tackler sin sygdom. Vi skal medinddrage patienten, hvilket vil sige, at patienten bestemmer, hvor fokusset skal ligge, hvilket er nødvendigt for, at han selv kan tage ansvaret for at gennemføre forandringer. Sygeplejersken skal derfor ikke fortælle, hvad der er bedst for ham, men han skal derimod ”klædes på”/have nogle redskaber og viden til/for at kunne gennemføre nødvendige forandringer.
Hvis sygeplejersken fortæller, at han skal gøre både dit og dat, uden patientens medinddragelse, vil patienten oftest modstride sygeplejerskens råd, da patienten ikke selv har haft indflydelse på, hvad der skal ske i forandringen.

I samtalen danner sygeplejersken en gensidighedsrelation til patienten, da sygplejersken forventer, at han kan og vil bruge sin viden til at tage magten over sit eget liv, samtidig med at patienten forventer, at sygeplejersken har en korrekt viden inden for området. Det er derfor vigtigt, at patienten og sygeplejersken har en relation til hinanden, så sygeplejersken kan få patienten til at opnå de bedste resultater og yde egenomsorg.