Analyse af interview med beboer
på et social-psykiatrisk bosted, M
M er en kvinde på 40 år, som bor på et social-psykiatrisk bosted,
hvilket hun har gjort siden 2013. Hun har diagnosen Bordeline, som blev
diagnosticeret i 2012. M mener dog selv, at der er mulighed for at hun altid
har haft denne diagnose. Samtidig har M også diagnosen diabetes mellitus type 2,
og har haft den siden februar i år. M’s diagnoser er derfor forholdsvis nye, og
derfor er netop hendes behandling også meget interessant, i forhold til om der
er sket ændringer siden D(andet interview) fik de første behandlinger for
hendes diagnoser.
Interviewet:
Interviewet foregik på Hjørring Hospital, da M var indlagt på grund af
hendes nyrer. Under interviewet holdte vi os meget til spørgsmålene, og fik de
svar som vi behøvede. Nogle af M’s svar lagde dog op til flere spørgsmål som vi
fik stillet, men indenfor interviewets rammer. Der var god stemning under interviewet,
og der var god øjenkontakt.
Analysedel:
M fortæller at hun får Metformin (tabeletter) for hendes type 2
diabetes, og at hun går til fodterapeut, øjenlæge og hver tredje måned går hos
en sygeplejerske.
Interviewer 1:
”Men, hvordan føler du den
vejledning du har fået med det, den var? Var det okay eller var det sådan lidt
overfladisk? Eller?”
Beboer M:
”Nej den er nok mere overfladisk,
for jeg tror det er sådan en generel en. Nu får du det her sæt her, og så skal
du måle dit blodsukker og… altså… Alvoren deri, altså. Den har jeg ikke rigtig,
den tror jeg mange ikke tager, sådan før det er for sent. Så der kunne jeg godt
tænke mig at der var sådan lidt mere intenst kursus eller sådan et eller andet
i at hvordan man skal pleje det der sukkersyge, og hvor alvorligt det egentlig
er.”
M giver altså udtryk for at vejledningen efter diagnosticeringen virker
meget overfladisk, og der mangler nyttig information om hvor alvorligt det
egentligt er, og hvilke konsekvenser det kan have hvis ikke man tager det
alvorligt. Her kan det virke til at sygeplejerskerne ’glemmer’ lidt at se det
hele menneske, og patienterne kan derfor få den følelse, at de bare er det
næste nummer i rækken. Sygeplejerskernes tilgang kan virker mere mekanisk end
fænomenologisk i dette tilfælde, hvor vi kunne ønske at sygeplejersken både
vægter de instrumentelle handlinger OG en dialog men patienten, i stedet for at
det kun er de instrumentelle handlinger der vægtes. Ydermere fortæller M at det
kunne være en ide med noget mere support og støtte når man får diagnosticeret
diabetes, da det er en hel livsstilsændring man skal lave, og fortsætter med at
sige, at sådan en er svær at lave alene.
M har selv lidt forslag til hvad hun godt kunne tænke sig man blev
tilbudt når man får diagnosen diabetes mellitus. M giver blandt andet eksempler
på kampanger, for at gøre hele Danmarks befolkning mere opmærksom på hvad det
egentlig handler om, når man har diabetes, og hvad der fysiologisk sker i
kroppen. Samtidig ville M gerne at man bliver tilbudt et intenst kursus, hvor
man lærer lidt om hvad der fysiologisk sker i kroppen, hvilke senkomplikationer
man kan få, og hvor alvorlige de kan være.
Vi har i samme sammenhæng spurgt indtil om M føler at det bosted hun
bor på, har det rette viden og kompetence i forhold til hendes diabetes.
Beboer M:
”Diabetesen den
tager de ikke så alvorligt.”
Interviewer 1:
”Nej?”
Beboer M:
”Det gør de godt nok ikke, det
synes jeg ikke altså. Der synes jeg et eller andet sted at når de har… jeg ved
at vi er, der er to derude der har diabetes. Der skal ikke laves mad med fløde
i. Der er over.. ens for alle altså. Der bliver kun lavet én gang, altså. Der
bliver ikke lavet sær, så det er fed mad vi får. Det er…altså jo du kan godt
spise sundt, så skal du kun have salat, man gider bare ikke spise salat hver
dag, og leve af det morgen og aften. Vel? Altså. Der er ikke et eller andet
alternativ, fedtfattigt alternativ.”
Vi kunne derfor også ønske at der kunne være et mere tværfagligt
samarbejde, som gjorde at når en patient der er knyttet til et bosted får
konstateret diabetes, ville bostedet også blive inddraget. Som M siger, så er
det svært at lave en livstilsændring, især når man bor på et bosted hvor der
bliver lavet mad til beboerne. Et tværfagligt samarbejde ville i dette tilfælde
kunne gøre, at bosted eventuelt blev underrettet om hvilke forholdsregler der
bør blive taget når man har beboere med diabetes. M giver nemlig i samme
sammenhæng udtryk for at der ikke er noget tværfagligt samarbejde mellem hendes
praktiserende læge, bosted, psykiater og diabetes ambulatorie overhovedet. M synes et tværfagligt samarbejde kunne være
en god ide, da det ville resulterer i, at alle stederne er inde i hendes
situation, ligegyldigt hvad det drejer sig om.
Beboer M
”Det synes jeg
kunne være smart fordi så hvis jeg ringer ned til, nu har jeg --- til
sygeplejerske for eksempel, og ringer til hende og siger ”prøv at hør her, jeg
har det sådan og sådan” så ved hun helt præcist hvad der foregår ude i
Brønderslev, eller hvad der foregår på bostedet, og så ville hun bedre kunne
følge hvad det er jeg snakker om. Så det synes jeg jo ville være fint, men jeg
tror bare at… det har de ikke ressourcer til eller og tid til altså. Og det
synes jeg måske nogle gange at det er ærgerligt fordi… de forstår ikke altid hvad
det er der foregår. Så det synes jeg
er træls, at man skal bruge så lang tid på at forklare Brønderslev det, og nede
på lægehuset det, og bostedet det. Og
så til sidst, så kan man godt give op, så bare, jamen det er os lige meget.
Altså. Jeg finder en løsning selv, og
det… ja, nogle gange er det ikke en god løsning jeg vælger så…”
Her ses netop en af de grunde til at det kunne være en god ide med et
tværprofessionelt samarbejde. Som M giver udtryk for, så er det ikke altid at
de forskellige afdelinger osv. ved hvad der foregår med hensyn til andre
diagnoser, og derfor kan det virke uoverskueligt at skulle forklare sig med det
samme problem flere gange. Det kan lede til som M siger, at så giver man op, og
det er lige meget. Vi kunne ønske at patienter som M ikke behøver bruge lang
tid på at forklare sig til de forskellige steder, og samtidig ville det også
være optimalt at alle stederne er sat ind i hvad der foregår.
Beboer M
”Jamen de siger, at der er ikke
så meget at gøre andet end at komme på medicin. Øøh. Nu har vi en psykiater ude
ved os som hedder --- og han siger at, det kan man ikke medicinér. Altså. Det
tror jeg bare ikke på, at der ikke er noget der kan hjælpe, altså. Øhm, jeg har
spurgt om jeg kan få noget andet medicin, og han siger nej, fordi det kan man
ikke. Altså, det skal man lære at leve med. Øhh. Det er jeg godt klar over man
skal, men altså. Der må være sådan at man kan få lidt hjælp til det ene eller
det andet, altså. Jeg har os spurgt om man kan gå til psykolog eller, det siger
han at det hjælper heller ikke. Det er
ligesom. Men jeg ved ikke om det kun er ham, det er jo den eneste psykiater…
øøh… vi har ude på bostedet for eksempel.”
Altså er der en psykiater knyttet til bostedet, som står for kontakten
til M. M giver udtryk for at her føler hun at der er en manglende behandling,
og at hun ikke er blevet tilbudt nogle former for behandlingsmuligheder, udover
medicin, og at hun skal lære at leve med denne personlighedsforstyrrelse. Vi
har efter undersøgelser fundet ud af at der findes behandlingsmuligheder som
hedder DAT og MBT (se indslag om behandlingsmuligheder i andre kommuner), hvor
DAT ikke er en mulighed i Brønderslev eller Hjørring blandt andet, og hvor MBT
kun tilbydes til patienter som skønnes at have brug for et længerevarende
psykoterapeutisk forløb. Vi kunne have et ønske om at patienter som M kunne
blive tilbudt enten DAT eller MBT, da det måske kunne gøre en forskel i hendes
hverdag. Dette kunne være et forslag til ændringer i, hvordan behandlingen
foregår i region Vendsyssel. M virker selv interesseret i at prøve noget andet,
og giver ikke udtryk for at det behøver være medicinsk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar