Stigmatisering

Stigmatisering

Baggrund og betydning:

Stigma betyder ’mærke’ eller ’brændemærke’. Begrebet stammer oprindeligt fra den bibelske fortælling om Jesus’ korsfæstelse, og om de sår som han blev påført på hænder og fødder. Senere blev begrebet også benyttet om de brændemærker som for eksempel romerske slaver blev tildelt som straf hvis de flygtede. Deraf betegner stigma et synligt og påført tegn på en degraderet status. Stigmabegrebet kom mere frem omkring 1960, hvor Erving Goffman skrev en bog om det. Goffman definerer stigma som ”en egenskab, der er dybt miskrediterende”.

Goffman har indført tre forskellige former for stigma:

1 kropslige vederstyggeligheder – for eksempel kropslige misdannelser som er synlige

2 karaktermæssige fejl – for eksempel mangel på opdragelse, dårlig moral eller provokerende adfærd

3 tribale eller slægtbetingede stigma – for eksempel race, religion eller nationalitet

Ifølge Goffman er de normale, personer som ikke er bærer af et stigma.

(29)

Stigma i sundhedsvæsnet

Man forbinder almindeligvis ikke stigmatisering og sundhedsvæsenet, derimod har en række danske og internationale undersøgelser vist at nogle patienter oplever at de bliver stigmatiseret af sundhedspersonalet.  Flere undersøgelser har vist at, for eksempel gode råd til overvægtige patienter om at tabe sig eller det lægefaglige problem af vægten, ofte opfattes af patienten som patroniserende og stigmatiserende af deres vægt og person. Et resultat af dette har været at patienter ikke har oplevet den tilstrækkelige støtte de har haft brug for, og derfor har haft svært ved at håndtere en reducering af vægten.

Når man ser på den stigmatisering der er forbundet med ’karaktermæssige fejl’, er der også lavet nogle kvantitative undersøgelser blandt sundhedsprofessionelle som arbejder med psykisk syge, som også viser stigmatiserende tendenser. Mange af de ’karaktermæssige fejl’ der har været knyttet til psykisk syge patienter er ’tossede’, ’farlige’, ’uforudsigelige’ osv. Her ses det altså at der er visse fordomme, stereotyper og andet, som er udbredt blandt de faggrupper som skal tage sig af disse patienter.

Under den sidste form for stigma som Goffman snakker om, viser undersøgelser at blandt andet lesbiske kvinder har fælt sig dårligt behandlet af sundhedsprofessionelle på grund af deres seksualitet, og at de ikke altid følte sig trygge ved deres læger og sygeplejersker.

De forskellige studier viser at der er en del stigmatisering blandt sundhedsprofessionelle. Der er både tale om et primært stigma, som opleves og bæres af den stigmatiserede selv, og et primært stigma, som opleves og bæres af de pårørende til den stigmatiserede. Den primære oplevelse af stigmatisering beskrives ofte som skam, selvforagt, mindreværd, depression, ensomhed osv. Derfor har de sundhedsprofessionelles væremåde en stor betydning for hvordan patienter oplever indlæggelse. Ved blandt andet psykisk syge som i forvejen kan have et forvrænget syn på sig selv, vil stigmatisering kun være med til at forværre situationen.  Studier viser også at nogle patienter vælger at holde sygdommen for dem selv, og ikke inddrage andre i det, fordi de er bange for stigmatisering og social eksklusion. Stigmatisering har derfor både psykiske konsekvenser og en række sociale konsekvenser og sundhedsmæssige bieffekter for den enkelte. (28, p. 213-214, 220-222, 225-226)