Analyse af D

Analyse af interview med borger i eget hjem, D.

Hvem er D?

D er en kvinde på 30år, der bor i eget hjem og får ugentligt besøg af hjemmesygeplejersken. Hun er diagnosticeret med colitis ulcerosa (kronisk tyktarmbetændelse), en personlighedsforstyrrelse af borderline-typen, diabetes mellitus type 1, dertil tilstødende senkomplikationer, samt spiseforstyrrelserne bulimi og anoreksi.
D har haft et meget turbulent sygdomsforløb. Hun fik som 10-11årig konstateret colitis ulcerosa og i den forbindelse skulle hun havde foretaget nogle ubehagelige undersøgelser, samt udrenses. Denne udrensning førte til, at D fik tanken, at den flade mave var godt og at hun ville være tynd og derfor udviklede hun anoreksi. I samme periode får D og hendes familie også beskeden, at hun har en diabetes, som hun nu skal i behandling for. Efter D gentagne gange har været indlagt på psykiatrisk afdeling i Aalborg, har hun udviklet overspisningstrang, som senere førte til bulimi, som hun også er plaget af den dag i dag. D’s diabetes er ikke velreguleret og derfor har hun samtlige senkomplikationer vi kender til. 

Selve interviewet

I vores interview holdt vi os ikke 100% til spørgsmålene, for det blev os klart, at denne kvinde virkelig havde noget på hjertet og derfor blev det nærmest til en narrativ fortælling. Det accepterede vi selvfølgelig, både fordi det var et meget spændende møde og fordi det var yderst relevant for vores projekt.  

Analysedel

Ud fra vores problemstilling, vil vi se på hvad der er god vejledning for netop D, behandlingsmulighederne og behandlingstilbud der gives, samt hvad der skal forbedres på i mødet med en patient, der har både en somatisk og en psykisk sygdom. Derudover kobler vi noget teori på D’s udsagn.

”Og som 11årig er det jo deromkring, at man udvikler de der ting. Som 11 årig hvor der sidder en mandlig læge og en sygeplejerske der stopper alt muligt ned – der er det virkelig gået et eller andet galt i den personlige udvikling – noget har sagt klik oppe i hovedet på mig – så der giver det god mening for mig, at jeg har udviklet en personlighedsforstyrrelse, fordi der var så mange ting.”

Det hele startede med, at D fik udført nogle undersøgelser for at konstateret colitis ulcerosa, som hun opfattede som ubehagelige og mener selv, at det er grunden til hendes personlighedsforstyrrelse. Erik Eriksson, beskriver 8 faser i barndommen, som opsætter nogle modpoler ud for hver fase. Hvordan samfundet og vores omgangskreds så påvirker os, kan vi enten udvikle os i en positiv eller negativ retning. Denne udvikling vil påvirke de senere faser i livet. Eriksson mener, at barndommen er personlighedens fundament, og derfor kan man koble denne teori på D’s udsagn om udviklingen af sin personlighedsforstyrrelse af borderline-typen. D Siger i interviewet, at hun er kommet tidligt i puberteten og derfor vælger vi at gå ud fra, at D befinder sig omkring fase 5 under hendes første sygdomsforløb. Fase 5, som er den vigtigste fase, opstiller modpolerne identitet vs. identitetsforvirring og det er her man skal skabe en troskab til verden/samfundet/sine medmennesker. Vi antager, at D har fået en mistillid til verden og har fået en hård start på livet som ”voksen”, da hun beskriver undersøgelserne (colitis ulcerosa) som noget ubehageligt og som noget der påvirkede hende psykisk – altså hun har allerede der fået en form for identitetsforvirring, en personlighedsforstyrrelse. (27, p. 36-39)

I vejledningen af en person med både en psykisk og en somatisk sygdom, skal vi overveje hvilket fokus vi har. D gør det tydligt, at man ikke bare kan kigge på én af tingene uafhængigt af den anden. Vi har altså, at gøre med noget meget komplekst!

D prioriterer, at det har påvirket hendes familie, at hun har været så meget syg. Hendes forældre er blevet skilt, og hun mener, at årsagen er den stress familien har været i under sygdommens forskellige forløb. Hun ville gerne, at hendes familie var blevet tilbudt psykologhjælp eller en form for familieterapi. Der skulle have været en form for inddragelse og oplysning af familiens medlemmer omkring diabetes og dens påvirkninger sammen med D. 

”Mit tillidsbånd er lidt brudt til Hjørring, fordi de tænker i tal.”

D beskriver den vejledning, som hun har fået, mens hun har været tilknyttet til på diabetesambulatoriet Hjørring kommune, som utilfredsstillende for hendes behov. Hun har derudover et eksempel på en veninde som skulle mene det samme om vejledningen. De har følt, at der kun blev kigget på deres tal og har slet ikke overvejet, at der kan ligge noget psykisk bagved.
D nævner gentagne gange diabetesen som det, der er det største problem i hendes hverdag. Hun har dog svært ved at regulere den, fordi hun har en spiseforstyrrelse, samt går hendes borderline ind og gør det svært for hende at overskue og magte hendes diabetes.
Hun følte sig ikke mødt i den behandling hun fik i Hjørring, for der udøvede de mekanisk sygepleje. Der fokuserede de på tal og glemte at spørge ”hvordan kan det egentlig være, at dine tal ser ud som de gør?” Der var i Hjørring ikke plads til at ringe uanmeldt, hvis D havde spørgsmål. Der var aftale tider og hun følte sig ikke velkommen og følte sig ikke set på som et helt menneske, med en sjæl det er kropsbunden.

”Jeg er så bare så dygtig selv til at komme derud hvor alle mulige andre ville ryge på intensiv eller på sygehuset. Men når jeg selv kommer derud tager jeg noget insulin og drikker lidt ekstra også går der et par timer så er mine tal perfekte igen.”

Det er altså vigtigt, at vi erkender at de her personer har så meget styr på deres egen sygdom, at de kan kontrollere den til punkt og prikke. Det er altså personen selv, der er eksperten i egen sygdom – man skal ikke være bedrevidende, bare fordi man har læst tykke bøger om sygdomslære og farmakologi, da det tit er personerne med sygdommen der ved bedre om egen krop og tilstand. Det ligger D også vægt på mange gange i interviewet og har altid villet styre sin sygdom selv, selvom det har været hende svært, fordi hun har modstridende diagnoser. Hvis patienten ringer ind og vil snakke, skal der snakkes om det, der går patienten på også selvom blodglukosen er høj –måske der er en årsag hertil!
Der skal ifølge D tilbydes psykologhjælp også selvom patienten modsætter sig og ikke kan se formålet er det vigtigt, at ”tage patienten i hånden” og hjælpe patienten med at se formålet med det – for det vil gavne i sidste ende.

Ydermere fremhæver D Aalborgs diabetes uge-kursus. Hun mener, at dette burde være obligatorisk for alle diabetespatienter og at det har været den bedste uge i hendes liv. På dette intensive kursus er man sammen med andre diabetikere, hvor lærer man om mad, blodglukoseniveauer, sendiabetiske komplikationer, man spiser sammen, måler blodglukosen sammen og meget, meget mere.

””Jeg brækker mig over det” – det gør jeg så bogstaveligt talt – jeg brækker mig over, at jeg ikke bare kan sige ”det gider jeg ikke – nu har jeg problemer”. Alle de der ting jeg finder mig i og tilpasser mig, det kommer ud ved at jeg kaster op.”

Den måde, D håndterer og mestrer sin stress på er ved selvskade. Det er hendes borderline, der styrer denne del af hendes sygdom. Hun har følt sig påvirket til at ”være den gode pige”, for det har hun altid været. Hun har ikke følt, at hun kunne stoppe op og sige, hvordan hun virkelig har haft det, så hun har bare bidt det i sig og har prøvet at ”fortælle om det” ved at få en spiseforstyrrelse. En sådan spiseforstyrrelse er samtidig en måde, hvorpå D kan kontrollere sig selv. Når hun har ”rod oppe i hovedet” og hendes tanker er forstyrrede pga. borderline, vil hun kunne få kontrol over sig selv, når hun kaster op – det ved hun hvad er. 

”De første gange jeg skulle præsentere mig sagde jeg ”Hej, jeg hedder D og jeg er diabetiker”, så sagde en til mig ”Ja og du er også smuk og dejlig og du er i gang med en uddannelse og en dejlig familie, så du behøver ikke præsentere dig sådan” – men det var en lettelse for mig, at sige det for at få mig selv til at acceptere den – det er mange stempler, at man skal gå med.”

Noget meget centralt i at være syg i dagens Danmark, er de stempler og de stigmatiseringer der sker. D føler trang til at fortælle, at hun er diabetiker, selvom hun egentlig skammer sig over og er svært belastet af sin sygdom. Sundhedspersonalet og samfundet kan nemt komme til at stemple og generalisere patienterne ud fra deres sygdomme.
Specielt personer med personlighedsforstyrrelser har svært ved at finde ud af, hvem de er. Når man er ung, samt i en identitetskrise, vil det være nemmere at identificere sig med sin sygdom og det at være syg, fordi det er noget der er konstateret - i stedet for at skulle tage stilling til ”hvem er jeg?”.

”Man bliver sat i bås og den bedste sygeplejerske var hende ude i Aalborg, der mødte mig hvor jeg er. Patienten bliver mere medarbejdsvillige så. Og borderline patienter kan godt dele sygeplejersker op i godt og ondt også tror jeg, at det er vigtigt og ligesom… møde personen så godt som man kan og ikke tale ned til dem – det er lige meget hvem det er! Borderline tager det meget til sig hvis man taler ned til dem. Så vær lyttende og støttende.”

D har et væld af forslag til en bedre vejledning, men hun opsummerer meget godt den fænomenologiske tankegang i alle sine udtalelser. Hun ligger vægt på, at man ser det enkelte menneske og tager udgangspunkt i den givne situation. Man skal arbejde på, at komme ind til historien bag ved symptomerne og tage sig tid til at få skabt en oprigtig relation.
Dét de her personer behøver er en støttende hånd, for tit magter de ikke selv at tage deres insulin eller måle et blodsukker for eksempel. D beskriver det meget godt: ”Det der med at måle et blodsukker… Jeg tror jeg bruger 7 kroners energi ud af 10 kroner på, at måle det.” - Det er så krævende energimæssigt, at de behøver støtte til at kunne overskue hverdagen eller støtte i beslutninger om at få psykologhjælp evt.

D mener, at der burde være en form for udslusningsfase for patienter der har været indlagt. Unge som gamle, psykisk syge som somatisk syge. Der er et problem med økonomien, mener hun. Der tages ikke nok hånd om dem, der er blevet udskrevet, for de vil komme hurtigt igen, hvis de ikke får støtte bagefter en indlæggelse, der fx har varet flere uger. Der skal altså tages stilling til ”hvordan klarer den her person, at komme hjem – er der overhovedet nogle til at hjælpe med at komme helt på benene igen – eller skal der iværksættes noget botilbud/hjemmesygeplejerske? ” På den måde vil man forebygge mange indlæggelser, hvis man ”følger patienterne helt hjem”.  Først nu hvor D er kommet til Aalborg, har hun følt den rette støtte og fået støtte i hverdagen i form af en hjemmesygeplejerske.
D synes, at de i Aalborg er gode til at fælles tværfagligt samarbejde. Hun føler ikke at der er en hierarkisk opdeling mellem lægen, sygeplejersken og det øvrige personale. Sygeplejersken har altid tid og kan altid træffes på telefon eller mail – og hvis der skal kontaktes en læge eller en afdeling for evt. aflastning, kan det altid lade sig gøre.

Det er i vejledningen samtidig vigtigt, at tage udgangspunkt i patientens temporalitet. Dét som personen har med i bagagen, deres nutid og hvad de tænker om fremtiden. D vil gerne mødes, hvor hun er i sit liv, med udgangspunkt i, at hun selv er herre over hvordan hun ønsker sin fremtid skal blive.
D siger fra start, at hun ønsker at blive medinddraget i beslutningerne for hendes sygdom, for ellers bliver hun mistroisk og vil på en måde hellere modsætte sig og gøre det modsatte af, hvad der er godt. Hun vil ”mødes på midten” og der skal laves aftaler sammen med personalet. Hun vil støttes i beslutningerne hun tager og blive empowered, samt tage medansvar.

”… sidst jeg skulle indlægges, måtte de faktisk med. De lavede et møde med min læge fra diabetes, min diabetessygeplejerske, en læge og en sygeplejerske fra psykiatrisk, hvor vi satte os allesammen og snakkede og min diabetessygeplejerske besøgte mig 1 gang i ugen, da jeg var indlagt på psykiatrisk. Der snakkede vi blodsukker, mad og diabetes. Hvor hele tiden den del var med i det også. Det var fantastisk.”

D synes ikke, at samarbejdet mellem psykisk og somatisk afdeling fungerer særlig godt. Hun har gentagne gange oplevet, at det sted hun er indlagt kun tænker på deres speciale. Altså hvis hun er på psykiatrisk får hun ikke den optimale behandling for hendes diabetes.
D mener derfor, at der burde være et kursus af en slags, der uddanner diabetessygeplejersker i psykisk sygdom og omvendt, hvor de psykiatriske sygeplejersker får et kursus i diabetes og dennes indvirkninger på humør, træthed – kroppen generelt. Der er ifølge D ikke nok fokus på samspillet mellem somatisk og psykisk sygdom.