Analyse af interview med M

Analyse af interview med beboer på et social-psykiatrisk bosted, M

Hvem er M?

M er en kvinde på 40 år, som bor på et social-psykiatrisk bosted, hvilket hun har gjort siden 2013. Hun har diagnosen Bordeline, som blev diagnosticeret i 2012. M mener dog selv, at der er mulighed for at hun altid har haft denne diagnose. Samtidig har M også diagnosen diabetes mellitus type 2, og har haft den siden februar i år. M’s diagnoser er derfor forholdsvis nye, og derfor er netop hendes behandling også meget interessant, i forhold til om der er sket ændringer siden D(andet interview) fik de første behandlinger for hendes diagnoser.

Interviewet:

Interviewet foregik på Hjørring Hospital, da M var indlagt på grund af hendes nyrer. Under interviewet holdte vi os meget til spørgsmålene, og fik de svar som vi behøvede. Nogle af M’s svar lagde dog op til flere spørgsmål som vi fik stillet, men indenfor interviewets rammer. Der var god stemning under interviewet, og der var god øjenkontakt.

Analysedel:

M fortæller at hun får Metformin (tabeletter) for hendes type 2 diabetes, og at hun går til fodterapeut, øjenlæge og hver tredje måned går hos en sygeplejerske.

Interviewer 1:

”Men, hvordan føler du den vejledning du har fået med det, den var? Var det okay eller var det sådan lidt overfladisk? Eller?”

Beboer M:

”Nej den er nok mere overfladisk, for jeg tror det er sådan en generel en. Nu får du det her sæt her, og så skal du måle dit blodsukker og… altså… Alvoren deri, altså. Den har jeg ikke rigtig, den tror jeg mange ikke tager, sådan før det er for sent. Så der kunne jeg godt tænke mig at der var sådan lidt mere intenst kursus eller sådan et eller andet i at hvordan man skal pleje det der sukkersyge, og hvor alvorligt det egentlig er.”

M giver altså udtryk for at vejledningen efter diagnosticeringen virker meget overfladisk, og der mangler nyttig information om hvor alvorligt det egentligt er, og hvilke konsekvenser det kan have hvis ikke man tager det alvorligt. Her kan det virke til at sygeplejerskerne ’glemmer’ lidt at se det hele menneske, og patienterne kan derfor få den følelse, at de bare er det næste nummer i rækken. Sygeplejerskernes tilgang kan virker mere mekanisk end fænomenologisk i dette tilfælde, hvor vi kunne ønske at sygeplejersken både vægter de instrumentelle handlinger OG en dialog men patienten, i stedet for at det kun er de instrumentelle handlinger der vægtes. Ydermere fortæller M at det kunne være en ide med noget mere support og støtte når man får diagnosticeret diabetes, da det er en hel livsstilsændring man skal lave, og fortsætter med at sige, at sådan en er svær at lave alene.

M har selv lidt forslag til hvad hun godt kunne tænke sig man blev tilbudt når man får diagnosen diabetes mellitus. M giver blandt andet eksempler på kampanger, for at gøre hele Danmarks befolkning mere opmærksom på hvad det egentlig handler om, når man har diabetes, og hvad der fysiologisk sker i kroppen. Samtidig ville M gerne at man bliver tilbudt et intenst kursus, hvor man lærer lidt om hvad der fysiologisk sker i kroppen, hvilke senkomplikationer man kan få, og hvor alvorlige de kan være.

Vi har i samme sammenhæng spurgt indtil om M føler at det bosted hun bor på, har det rette viden og kompetence i forhold til hendes diabetes.

Beboer M:

”Diabetesen den tager de ikke så alvorligt.”

Interviewer 1:

”Nej?”

Beboer M:

”Det gør de godt nok ikke, det synes jeg ikke altså. Der synes jeg et eller andet sted at når de har… jeg ved at vi er, der er to derude der har diabetes. Der skal ikke laves mad med fløde i. Der er over.. ens for alle altså. Der bliver kun lavet én gang, altså. Der bliver ikke lavet sær, så det er fed mad vi får. Det er…altså jo du kan godt spise sundt, så skal du kun have salat, man gider bare ikke spise salat hver dag, og leve af det morgen og aften. Vel? Altså. Der er ikke et eller andet alternativ, fedtfattigt alternativ.”

Vi kunne derfor også ønske at der kunne være et mere tværfagligt samarbejde, som gjorde at når en patient der er knyttet til et bosted får konstateret diabetes, ville bostedet også blive inddraget. Som M siger, så er det svært at lave en livstilsændring, især når man bor på et bosted hvor der bliver lavet mad til beboerne. Et tværfagligt samarbejde ville i dette tilfælde kunne gøre, at bosted eventuelt blev underrettet om hvilke forholdsregler der bør blive taget når man har beboere med diabetes. M giver nemlig i samme sammenhæng udtryk for at der ikke er noget tværfagligt samarbejde mellem hendes praktiserende læge, bosted, psykiater og diabetes ambulatorie overhovedet.  M synes et tværfagligt samarbejde kunne være en god ide, da det ville resulterer i, at alle stederne er inde i hendes situation, ligegyldigt hvad det drejer sig om.

Beboer M

”Det synes jeg kunne være smart fordi så hvis jeg ringer ned til, nu har jeg --- til sygeplejerske for eksempel, og ringer til hende og siger ”prøv at hør her, jeg har det sådan og sådan” så ved hun helt præcist hvad der foregår ude i Brønderslev, eller hvad der foregår på bostedet, og så ville hun bedre kunne følge hvad det er jeg snakker om. Så det synes jeg jo ville være fint, men jeg tror bare at… det har de ikke ressourcer til eller og tid til altså. Og det synes jeg måske nogle gange at det er ærgerligt fordi… de forstår ikke altid hvad det er der foregår. Så det synes jeg er træls, at man skal bruge så lang tid på at forklare Brønderslev det, og nede på lægehuset det, og bostedet det. Og så til sidst, så kan man godt give op, så bare, jamen det er os lige meget. Altså. Jeg finder en løsning selv, og det… ja, nogle gange er det ikke en god løsning jeg vælger så…”

Her ses netop en af de grunde til at det kunne være en god ide med et tværprofessionelt samarbejde. Som M giver udtryk for, så er det ikke altid at de forskellige afdelinger osv. ved hvad der foregår med hensyn til andre diagnoser, og derfor kan det virke uoverskueligt at skulle forklare sig med det samme problem flere gange. Det kan lede til som M siger, at så giver man op, og det er lige meget. Vi kunne ønske at patienter som M ikke behøver bruge lang tid på at forklare sig til de forskellige steder, og samtidig ville det også være optimalt at alle stederne er sat ind i hvad der foregår.

Beboer M

”Jamen de siger, at der er ikke så meget at gøre andet end at komme på medicin. Øøh. Nu har vi en psykiater ude ved os som hedder --- og han siger at, det kan man ikke medicinér. Altså. Det tror jeg bare ikke på, at der ikke er noget der kan hjælpe, altså. Øhm, jeg har spurgt om jeg kan få noget andet medicin, og han siger nej, fordi det kan man ikke. Altså, det skal man lære at leve med. Øhh. Det er jeg godt klar over man skal, men altså. Der må være sådan at man kan få lidt hjælp til det ene eller det andet, altså. Jeg har os spurgt om man kan gå til psykolog eller, det siger han at det hjælper heller ikke.  Det er ligesom. Men jeg ved ikke om det kun er ham, det er jo den eneste psykiater… øøh… vi har ude på bostedet for eksempel.”

Altså er der en psykiater knyttet til bostedet, som står for kontakten til M. M giver udtryk for at her føler hun at der er en manglende behandling, og at hun ikke er blevet tilbudt nogle former for behandlingsmuligheder, udover medicin, og at hun skal lære at leve med denne personlighedsforstyrrelse. Vi har efter undersøgelser fundet ud af at der findes behandlingsmuligheder som hedder DAT og MBT (se indslag om behandlingsmuligheder i andre kommuner), hvor DAT ikke er en mulighed i Brønderslev eller Hjørring blandt andet, og hvor MBT kun tilbydes til patienter som skønnes at have brug for et længerevarende psykoterapeutisk forløb. Vi kunne have et ønske om at patienter som M kunne blive tilbudt enten DAT eller MBT, da det måske kunne gøre en forskel i hendes hverdag. Dette kunne være et forslag til ændringer i, hvordan behandlingen foregår i region Vendsyssel. M virker selv interesseret i at prøve noget andet, og giver ikke udtryk for at det behøver være medicinsk.

Sidste proces..

Vi er nu nået til fase 4 i innovationsslangen - konceptudvikling og design - altså vores konklusion og en opsummering.
Vi er ved at rette bloggen til og finpudse de sidste detaljer. Vi når ikke til fase 5, prototyping og test, da vi ikke kan udvikle et konkret produkt og afprøve det i praksis. Vi kan kun komme med nogle løsningsforslag og vil gennem bloggen formidle til interesserede afdelinger/borgere/fagpersoner.


Når vi har skrevet konklusionen og rettet til, er vi klar til at afslutte og aflevere bloggen.
I morgen, onsdag, skal vi til møde med Anne Marie omkring eksamen og torsdag skal vi aflevere bloggen kl. 9.00.

Kalender uge 40

Empowerment

Empowerment handler om at støtte patienten til at kunne handle selv. Evnen til at få kontrol over og tage ansvaret for sit eget liv og sin situation. Er styrken til at varetage sit eget liv. Empowerment skal udvikle patientens viden, færdigheder, holdninger og den selvindsigt som er nødvendig for at patienten selv tager ansvaret for at gennemføre forandringer.

Begrebet tager udgangspunkt i patienternes ressourcer frem for deres problemer. Empowerment er at opnå kontrol over eget liv.

Empowerment i sygepleje handler om at støtte patienten til at blive selvhjulpet. Sygeplejersken skal have viden til at formidle, kommunikation og engagement - at opbygge tillid. Sygeplejersken skal have et patientcentreret perspektiv – respekt.

Patienten skal selv være deltager i beslutningsprocesser om egen situation. Det er nødvendigt at tillægge den enkelte patients egne oplevelser af helbredsproblemer en særlig betydning. Borgerne skal selv bestemme.

Statistik over borderline

Vi har søgt på diverse hjemmesider og i bøger efter statistiker over, hvor mange personer der har borderline/personlighedsforstyrrelse. Desværre har vi ikke kunne finde frem til præcise tal, som viser hvor mange mænd, kvinder samt alder på personer med borderline.
Vi har været inde på "Danmarks Statistik (www.dst.dk )" for at søge, da de har mange statistiker og grafer indenfor forskellige emner. Desværre fandt vi ikke noget, og derfor ringede vi til dem for at høre, om vi havde set forkert. Rigtigt nok havde de ingen statistiker over personer med personlighedsforstyrrelser, men jeg kunne prøve at henvende til "Statens serum institut - www.ssi.dk ". På SSI bliver der søgt nøje efter statistiker, men desværre lykkedes os det heller ikke at finde noget her. Vi ringer ind til SSI for at høre, om de kan hjælpe os med at finde nogen. Desværre har de ingen tal på det, men hvis vi har den store interesse for det, så kunne vi betale dem for, at de kunne lave nogle undersøgelser og data omkring det.

På psykiatrifondens hjemmeside har vi fundet frem til, at internationale undersøgelser viser, at ca. 4 - 5 personer ud af 100 har en personlighedsforstyrrelse. Desværre har de ikke kilder på, hvor de har det fra, og derfor kan vi ikke bruge dem som kilde, da det kan være, at det er noget, de har fundet et andet sted fra, som heller ikke har en kilde på dette.

Desværre har vi ikke fundet ud af, hvor mange personer der egentligt har borderline.

Analyse af interview med diabetesygeplejerske

Analyse af interview med diabetessygeplejerske fra Aalborg

Vi har været ude at interviewe en diabetessygeplejerske i Aalborg. Formålet med at interviewe en diabetessygeplejerske er, at vi vil høre, hvad hun mener er en god vejledning til diabetespatienter, hvilke behandlingsmuligheder der er til disse patienter, samt hvordan hun oplever forløbet med patienterne.  

”Det vi gør, det er, at vi tilbyder, at de kan blive indlagt når som helst, de har brug for det, og det glæder også, hvis det ''bare'' er deres spiseforstyrrelse der gør, at de har brug for at være indlagt nogle dage.”

De tilbyder, at hvis patienterne/borgerne får det dårligt enten med dem selv, eller hvis de ikke helt har styr på sin sygdom, så kan de altid blive indlagt. Der vil altid være plads til dem på sygehuset, og det vil få dem til at føle, at der er professionelle folk til at rumme dem, når de ikke selv kan rumme sin sygdom. Sygehuset vil hellere end gerne bruge ressourcer på, at borgerne bliver indlagt i et par døgn, hvor de bliver passet og plejet, og sygeplejersken kan hjælp dem til at beskytte sig selv, end at de  kommer så langt ud, at de bliver akut indlagt, så de bliver nødt til at være indlagt i flere uger.
I den periode, de er indlagt, skal sygeplejersken være deres hjælpende hånd – hjælpe med at gøre de ting, som patienten ikke selv kan overskue.

”Vi har simpelthen lavet en aftale med sengeafdelingen om, at når de kommer, så plejer og passer vi dem, som om de var vores søskende eller vores børn, eller hvad alder vi nu har, fordi det er det de har brug for. De har brug for opmærksomhed og noget omsorg, når de er der. Og så prøver vi så længe det er rimeligt, at kører på deres præmisser og sige hvad kan jeg gør for dig, så du får det bedre lige nu.”

Når de kommer ind på sygehuset, har de brug for omsorg. Sygeplejersken involverer sig i patientens situation, for at han/hun kan handle for patients bedste. Sygeplejersken tager udgangspunkt i, hvor patienten befinder sig i sit liv lige nu og her. De tager sig tid til at få skabt en relation til patienten, så patienten føler, at han bliver set og hørt. Når patienten og sygeplejersken har fået opbygget et tillidsbånd, fortæller patienten ofte om sin fortid – hvad de har med i sin bagage, samt hvad de tænker om sin fremtid (temporalitet). Patientens temporalitet er vigtig for sygeplejersken, da sygeplejersken da kan få indblik og sammenhæng i patientens liv, og dermed kan hun give den bedste behandling for den enkelte patient.

”Så det der med at snakke med dem om, at nu skal du passe på dit og dat – glem det. Det gør det sådan set kun værre. Vi skal ikke vælge, hvor fokusset skal være, det skal de.”

I samtalen med en patient er det vigtig at se på det hele menneske, hvor man har en fænomenologisk tilgang. Derudover skal vi altid tænke på ”empowerment” – som omhandler, at vi skal gøre patienten til en vidende person, så patienten i eget hjem kan bruge sin viden om, hvordan han tackler sin sygdom. Vi skal medinddrage patienten, hvilket vil sige, at patienten bestemmer, hvor fokusset skal ligge, hvilket er nødvendigt for, at han selv kan tage ansvaret for at gennemføre forandringer. Sygeplejersken skal derfor ikke fortælle, hvad der er bedst for ham, men han skal derimod ”klædes på”/have nogle redskaber og viden til/for at kunne gennemføre nødvendige forandringer.
Hvis sygeplejersken fortæller, at han skal gøre både dit og dat, uden patientens medinddragelse, vil patienten oftest modstride sygeplejerskens råd, da patienten ikke selv har haft indflydelse på, hvad der skal ske i forandringen.

I samtalen danner sygeplejersken en gensidighedsrelation til patienten, da sygplejersken forventer, at han kan og vil bruge sin viden til at tage magten over sit eget liv, samtidig med at patienten forventer, at sygeplejersken har en korrekt viden inden for området. Det er derfor vigtigt, at patienten og sygeplejersken har en relation til hinanden, så sygeplejersken kan få patienten til at opnå de bedste resultater og yde egenomsorg.

Kommunikation og dramaturgi

I arbejdet med mennesker er kommunikationen et yderst vigtigt redskab. Vi kommunikerer altid, når vi er blandt andre mennesker – verbalt og nonverbalt. Man kan ikke ikke-kommunikere, selv når vi ikke ønsker at kommunikere, udsender vi signaler om dette ved eksempelvis vores kropssprog (30). Dette er vigtigt at være opmærksom på som fagperson, der arbejder med mennesker.

For at kunne mestre god kommunikation er det også vigtigt at vide noget om, hvordan mennesket optræder i forskellige forums. Dette har Erving Goffmann bland andre beskrevet i hans teori om Dramaturgi. Dramaturgien er et redskab til at forstå, hvordan mennesker agerer og hvorfor. Goffmann beskriver, hvordan vi agerer i hverdagen afhængigt af hvilke scener vi står på. Han beskriver dette ved hjælp af 6 dramaturgiske elementer :

1         Optrædener/forestillinger

2         Hold

3         Regioner/områder

4         Selvmodsigende roller

5         Kommunikation udenfor rollen

6         Indtryksstyring

1) Optræden eller forestilling er den aktivitet et menneske har foran et publikum i en given periode. Et eksempel på en forestilling kan være den undervisning, som en lærer formidler til sit publikum – eleverne i en undervisningstime. Her spiller læreren en rolle under denne optræden, denne rolle er anderledes for den rolle hun har hjemme ved familien, i supermarkedet eller i andre ”forestillinger”.

2) Hold er en samling mennesker, som samarbejder om en forestilling.

3) Regioner eller områder inddeler Goffmann i to – scenen/facadeområdet og bagscenen, hvor scenen er det område, hvor forestillingen finder sted, og der er et publikum. Bagscenen er her, hvor vi er skjult for publikum og derfor kan lade maskerne falde.

4) Selvmodsigende roller dækker over den situation, hvor man på en gang er publikum og med på bagscenen. Det kan være roller som angiveren, agenten, stikkeren eller mellemmanden.

5) Kommunikation udenfor rollen  kan eksempelvis være en person i rollen som sygeplejerske, som uden situationsfornemmelse fortæller upassende anekdoter om sit privatliv.

6) Indtryksstyring er den måde, hvorpå de optrædende kontrollerer de udtryk, der udsendes, for at undgå forestillingssammenbrud.

Herudover kan følgende 5 hovedantagelser (taget direkte fra (31)) give mening til dramaturgien:

-          Mening: Mennesket er et væsen, der stræber efter mening, og dramaturgien tilfører mening.

-          Selv: Mennesket består af forskellige selv’er, som præsenteres gennem sociale handlinger.

-          Samhandling: Den dramaturgiske selvpræsentation foregår i den menneskelige samhandling.

-          Identitet: Ens dramaturgiske præsentation spejler ens identitet, som man ønsker den opfattet af andre mennesker.

-          Motivation: Den dramaturgiske selvpræsentation motiveres ved, at man ønsker at præsentere et bestemt og indøvet udtryk for ens selv over for andre.

(31)

Altså skal vi have for øje, hvilken scene vores patient/borger/beboer befinder sig på i mødet med dem, for at kunne forstå deres handlinger. Vi skal kunne se hvilken rolle de har i forestillingen, og samtidig være bekendt med vores egen rolle.